Vestbyens Bageri kommer ikke til at stå tomt særlig længe. Om en måneds tid åbner bagermester Johnny Nørgaard i lokalerne, som beholder navnet Vestbyens Bageri. Foto: Privatfoto

Karupbageren rykker ind: Vestbyen i Ikast dufter snart af friskbagt brød igen

Inden længe får Ikast igen en bager, når bagermester Johnny Nørgaard fra Karup rykker ind i Vestbyens Bageri. Lige nu er åbningsdatoen ikke bekræftet, men bageren forventer at bruge en måned på at blive klar

IKAST Det skabte stor ærgrelse i Ikast, da bager Jes Aaby Jensen i begyndelsen af september måtte kaste håndklædet i ringen og erklære Vestbyens Bageri for konkurs.

Inden længe vil man i Ikast imidlertid igen kunne dufte friskbagt brød i morgentimerne, når bagermester Johnny Nørgaard fra Karup overtager bageriet.

Redaktionen fanger ham over telefonen tidligt mandag morgen, hvor bagermesteren netop har taget dagens brød ud af ovnen.

- Vi glæder os helt vildt! Vi glæder os til at lære byen og kunderne at kende. Vi er en lille håndværksbager, men vi kommer til at udnytte faciliteterne i Karup og Ikast bedst muligt, så derfor kan det godt være, at vi det ene sted bager rugbrød og det andet sted specialbrød og kager. Men ja, der vil helt sikkert dufte af friskbagt brød i byen, fortæller Johnny Nørgaard.

Han kalder tiden for både mærkelig og skræmmende for små bagerier. I en tid med høj inflation og stigende energipriser bukker stadig flere bagermestre under. Men Johnny Nørgaard tror på udvikling fremfor afvikling.

- Min holdning er, at vi skal træde op i stedet for at træde ned. Jeg håber, at vi står stærkt til fremtiden, når tiden forhåbentlig harmoniserer priserne igen, siger Johnny Nørgaard.

Rotter på loftet

Netop nu er forberedelserne i gang frem mod åbningen, men han er endnu ikke klar med en dato.

- Der har været en historik på stedet med skadedyr, og vi er nødt til at sikre os, at der er styr på alt. Alt skal spille, og grundighed er afgørende for mig. Det viste sig desværre, at der var rotter på loftet i bogstavelig forstand, og vi har også noget arbejde med kloakeringen foran os, som vi skal have udført.

- Håbet er, at vi kan åbne omkring 1. november, men det er med forbehold, understreger Johnny Nørgaard.

Ikast får et bageri, hvis historie strækker sig mange år tilbage, og det bliver en bagermester med stor erfaring, som overtager Vestbyens Bageri.

- Jeg har været bager siden 1982, hvor jeg kom i lære i Hadsten, som er min barndomsby. Derefter tog jeg til Grønland, hvor jeg mødte en dansk kvinde, som også var deroppe for at arbejde. Jeanette blev min kone, og siden 1994 har vi været selvstændige med et afbræk på syv år, fortæller Johnny Nørgaard.

Åbner ikke i Bording

I 2014 bemærkede han det tomme, konkursramte bageri i Østergade i Karup, og Johnny Nørgaard var et eller andet sted ikke i tvivl.

- Det gjorde ondt at se. Det er synd for de små håndværksbagerier, for folk vil os gerne. Vi greb dermed chancen, og nu griber vi så en ny. Vi kommer med vores egne idéer og vores egne opskrifter, men vi vil naturligvis gerne lytte til borgerne, hvis de har nogle ønsker. Til gengæld skifter vi ikke navn. Vestbyens Bageri er et godt navn, og det bliver bageriet ved med at hedde, fortæller Johnny Nørgaard.

Den tidligere bagermester Jes Aaby Jensen overtog for år tilbage bageriet i Bording, og dermed er det nærliggende at spørge, om Johnny Nørgaard også udvider mod øst.

- Det kommer ikke til at ske. Vi vil ikke slå for stort et brød op, og jeg vil sikre mig, at det går godt i Ikast. Til gengæld afviser jeg ikke at levere brød, hvis bordingenserne vil kunne finde nogle - eller et sted at sælge det, lyder det fra den kommende bagermester i Ikast.