FREDERIKS En 43-årig mand fra Frederiks er i retten i Viborg blevet dømt skyldig i at køre promille-kørsel på knallert.
Manden var blandt andet tiltalt for at have kørt spritkørsel på en lille Puch Maxi-knallert på Solvænget i Frederiks. Samtidig var han tiltalt for at have kørt på knallerten, selv om den ikke var i lovlig stand. Sådan en kun må køre maksimalt 30 kilometer i timen, men den kunne køre 56 kilometer i timen.
Herudover var han frakendt retten til at køre lille knallert og havde derfor ikke kørekort.
Manden erkendte de to sidste anklagepunkter, men nægtede spritkørsel. Han forklarede i retten, at han drak alkohol efter han var kommet hjem og havde parkeret knallerten. Derfor var der ikke tale om spritkørsel, mente han.
Retten var dog ikke enig efter at have hørt vidneforklaringerne.
Den 43-årige forklarede i retten, at han var på vej hjem efter at have været til knallerttræf og på værtshus i Sunds, hvor han dog kun havde drukket to øl.
Kvinde og datter vidnede
En kvinde vidnede i retten, og hun forklarede, at den 43-årige så ud til at være meget beruset, da han kørte på knallerten.
Vidnet forklarede, at hun og datteren over en strækning på 15 kilometer kørte efter den 43-årige. Han kørte over for rødt, slingrede og kørte over i den forkerte vejbane. Han kørte helt vanvittigt, forklarede hun.
Kvinden og datteren forsøgte at ringe 114, men de kunne ikke komme igennem til politiet.
På et tidspunkt kørte knallerten ned af en sti, og de kunne ikke følge efter.
Vidnet og datteren var dog meget bekymret og kørte ned til den anden ende af stien. De opdagede, at manden var væltet.
De rettede henvendelse til ham og sagde til ham, at han ikke skulle fortsætte med at køre, da det var meget farligt. Han var snøvlende og usammenhængende i sin tale, men han satte sig op og kørte videre, hvorefter datteren ringede 112.
Politiet sagde i telefonen, at de skulle køre efter ham, men da de kom til en villavej mistede de synet af ham. Lidt efter så de knallerten parkeret ude foran en adresse, og politiet kom 20 sekunder efter.
En betjent vidnede også i retten. Han forklarede, at hans makker observerede tiltalte gennem et vindue i boligen, og tiltalte blev ikke set drikke alkohol. Politiet foretog desuden en undersøgelse af tiltaltes bolig, og de fandt ikke en åbnet vodkaflaske, som tiltalte ellers påstod at have drukket af. Dermed holdt tiltaltes forklaring ikke vand.
Efter han havde kørt
Retten tilsidesatte således tiltaltes forklaring om, at han havde drukket alkohol, efter han havde kørt.
Manden blev anholdt og en alkoholtest viste en promille på 1,62. En blodprøve viste senere 1,20, hvilket stadig var langt over det tilladte,
Den 43-årige var, som nævnt, tidligere frakendt retten til at køre lille knallert.
Denne gang fik han en bøde på 8000 kroner, ligesom han fik frataget førerretten til lille knallert i tre år og seks måneder.
Endelig fik han konfiskeret sin Puch Maxi-knallert.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
