Camilla Skov Lauridsen er den nye borgervejleder.

Ny borgervejleder i Viborg

BORGER Den nye borgervejleder kommer fra et job som specialist hos Randers Kommune, men faktisk startede hun sin kommunale karriere som kontorelev ved Viborg Kommune og har siden været ansat på både ydelseskontoret og i Borgerservice. Camilla Skov Lauridsen afløser borgervejleder Anja Lund Madsen, som har fået job i Ikast-Brande Kommune.

Camilla Skov Lauridsen får kontortid både i Borgerservice på Viborg Rådhus og på Hovedbiblioteket i Viborg.

Biblioteks- og borgerservicechef, Britta Thuun-Petersen, ser frem til at byde hende velkommen og siger i den forbindelse:

- Et enigt ansættelsesudvalg var ikke i tvivl om, at Camilla er den helt rigtige til jobbet. Det kan være svært at afkode og navigere i det kommunale system, så hendes fornemste opgave bliver at hjælpe borgere og virksomheder med at finde vej gennem systemet. Den opgave er jeg sikker på, at Camilla - med sin kommunale erfaring og ikke mindst sit kendskab til Viborg Kommune - er den rette til.

Borgervejledning blev etableret som et gratis tilbud i Viborg Kommune i 2016, og tilbuddet om hjælp til f.eks. at forstå breve, klagevejledninger eller andre informationer fra kommunen er fortsat efterspurgt.

Camilla Skov Lauridsen glæder sig til at komme i gang med nye udfordringer og siger:

- For mig handler det at lytte, møde borgerne med et åbent sind og bruge min erfaring og netværk til at guide og hjælpe borgerne med at navigere i de forskellige kommunale instanser. Jeg glæder mig til at fordybe mig og have tid til at være borgernes stifinder.