Jann Rasmusssen har skrevet mindeord om Ole Mølgaard - her sammen med Lisbet.

Mindeord om Ole Mølgaard

Jann Rasmussen fra Frederiks skriver mindeord om Ole Mølgaard, Frederiks gl. præstegård

MINDEORD Da budskabet om Ole Mølgaards alt for tidlige bortgang nåede mig, blev jeg grebet af sorg, for få personer har som Lisbet og Ole Mølgaard i den korte tid, de boede her i Frederiks, fået sat et så stort aftryk på vores lille by.

I 2009 købte ægteparret Mølgaard Frederiks gl. præstegård, og efter renovering åbnede de et galleri, hvor både fremmede og lokale kunstnere bl. a. Lisbet kunne udstille, og snart blev præstegården et lokalt kultursted, hvor mange aktiviteter fandt sted. Snart efter kunne man se i Ugeavisen, at der de tre sidste torsdage i forårs-og efterårsmånederne var sangaften i præstegården. Mange blev nysgerrige, og snart blev de et samlingsstykke, der trak op til 70-80 mennesker hver gang, hvor en indbudt gæst valgte fem sange og skulle så fortælle om sit liv og begrunde sangvalget. Det blev nogle fine aftener, hvor de valgte fortællere spændte over mange fag og aldre. I disse aftener kom Oles kærlighed til højskolen, dens sange, komponister og forfattere klart frem, og tilhørerne vendte ofte glade hjem over at have lært noget nyt og lært nye sange.

Ole og Lisbet arrangerede også højskoleaftener i Kulturhuset, hvor spændende personer aflagde Frederiks besøg. Disse aftener trak op til 100 mennesker.

Men byens ve og vel interesserede også Ole, og da Borgerforeningen kom i knibe med bestyrelse, valgte Ole at gå ind og var med til at redde foreningen. Et stort arbejde, der også viste sig, da han blev tovholder til en aften, hvor byens fremtidsplaner skulle diskuteres. I kulturhuset mødtes over 100 mennesker, der gav ideer til byens fremtid, og når man i dag ser byens centrum, er det i høj grad Ole og Lisbets fortjeneste, da de var hovedkræfterne for at føre mange af disse ideer ud i praksis.

Men Ole glemte aldrig at spørge om lov til at ændre noget. Det mærkede jeg, der var med at få Kartoffelpigen til byen i 1984. Ole forklarede sine ideer med at flytte hende op, så hun kunne ses, og da jeg så samtidig sagde, at det var i orden, men han skulle så lige spørge kunstneren, Ole Mønster Herold, om lov, så gjorde han det.

Det engagement, som Ole og Lisbet viste, var helt usædvanligt, og når vi i dag tænker tilbage på deres indsats, så er det med stor beundring og taknemlighed.

Æret være Oles minde.