Op mod 100 fly og helikoptere kan opleves, når Flyvestation Karup slår dørene op til Danish Airshow efter fire års ufrivillig pause. Foto: Tom Laursen

Forsvaret viser kampvogne og fly frem i Karup

Forsvaret forventer mellem 100.000-150.000 gæster til weekendens Danish Airshow i Karup

KARUP Efter fire års ufrivillig pause slår Flyvestation Karup søndag portene op til Danmarks største endags-begivenhed, Danish Airshow.

Der ventes mellem 100.000 og 150.000 publikummer til det store gratis show, hvor Forsvaret viser materiellet frem i luften og på jorden, fortæller pressemedarbejder Morten Valentin Jensen, Danish Airshow.

- Der er flere faktorer, der kan påvirke besøgstallet ret voldsomt. Vejret kan få stor indflydelse, og vi ved ikke, hvor stor appetitten er efter corona. Bliver det et ekstraordinært stort tilløbsstykke, fordi det ikke har været holdt i fire år?, siger Morten Valentin Jensen.

Sidste gang det blev holdt i Karup var i 2014. Flyvestationen i Aalborg dannede ramme om det sidste gang.

- Siden dengang har en projektgruppe arbejdet knaldhårdt på forberedelserne, som så er blevet afbrudt af corona i 2020 og 2021. Der er løbende kommet flere folk til, og på selve dagen vil over 1000 mennesker være involveret på pladsen, fortæller Morten Valentin Jensen.

På dagen kan folk komme og få et indblik i Flyvevåbnet og det øvrige Forsvars kapaciteter.

- Ud over fly og helikoptere i alle afskygninger, så er der også kampvogne og andet forsvarsmateriel. Det eneste, vi ikke kommer med er fregatter, smiler han.

En masse af Forsvarets ansatte er klar til at snakke med folk om det, de kan se. De er også klar til at fortælle om job og uddannelsesmuligheder.

- Arrangementet har et stort rekrutteringspotentiale, fordi vi kommer i kontakt med mange mennesker, siger han.

Showet har været holdt i mange år på en af de jyske flyvestationer, Skrydstrup, Karup og Aalborg.

- Formålet er også historisk funderet. Traditionen med airshow startede i forhold til at dyrke det gode naboskab ved at sige, undskyld vi larmer. Vi bød naboerne velkomne. Det er så blevet udvidet voldsomt. Vi flyver jo over det hele, siger Morten Valentin Jensen.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor showet kan tiltrække så mange mennesker på en gang.

- Det er voldsomt fascinerende at se fly tæt på - og fly, der laver manøvrer i luften. Det er unikt, siger han.

Med så mange gæster vil vejnettet være under pres hele dagen.

- Det er klart, at vi ikke kan undgå kø, men vi har forsøgt at åbne portene tidligt, så vi kan tage noget af presset, siger han.

Forsvaret har indsat busser fra Karup og Kølvrå, lige som man opfordrer folk til at cykle til flyvestationen via Alhedestien.

Der er også lavet flere adgangsveje til pladsen.

Lørdag er der generalprøve før showet, hvor spottere har kunnet melde sig til. De 200 pladser blev hurtigt besat.