Tillidsrepræsentant Claus Jørgensen fortæller, at de ansatte endnu ikke har fundet andet arbejde. De håber stadig på en operatør til lufthavnen i Karup.

Lufthavnsansatte er stadig på job: Vi håber på ny operatør

De lufthavnsansatte, der blev opsagt ved årsskiftet, er stadig tilknyttet Midtjyllands Lufthavn. De håber på en ny operatør

KARUP Stemningen er forholdsvis god, men også spændt blandt medarbejderne.

Sådan siger tillidsrepræsentant for Midtjyllands Lufthavns portører, Claus Jørgensen.

Håbet er ikke blevet mindre efter at lufthavnsformand, Viborgs borgmester Ulrik Wilbek, forleden udtrykte forhåbning om, at lufthavnen kan komme i gang igen efter påske - hvis der kommer økonomisk støtte fra politikerne på Christiansborg. Lige nu arbejder man med en konkret operatør.

- Vi tror på det, siger Claus Jørgensen, der ligesom de øvrige 23 medarbejdere jævnligt bliver orienteret om situationen i lufthavnen, efter at DAT i december stoppede ruteflyvningen mellem Midtjylland og København.

Selvom ruteflyvningen for øjeblikket er indstillet, er der stadig opgaver i lufthavnen for Claus Jørgensen og hans kollegaer, der blev opsagt ved årsskiftet, men arbejder frem til sommer på grund af lang anciennitet.

Der er nemlig stadig privatfly og militærfly, de skal tage sig af, ligesom de skal holde lufthavnen ren og klar til en ny operatør.

- Vi skiftes til at være på arbejde. Nogen dage er der lidt mindre at lave end andre, men det ser fornuftigt ud, siger Claus Jørgensen.

Han fortæller, at medarbejderne er klar, hvis en ny operatør melder sig.

- Der er ikke nogen af os, der har fundet andet job. Vi tror på det endnu, og hovedparten er rigtig glade for deres arbejde, så de vil være trætte af at skulle sige farvel til det.

- Jeg tænker, at vi skal helt hen sidst i april, før vi begynder at se noget nervøsitet og folk begynder at overveje at tænke på noget andet, siger han.

Trafikchef i lufthavnen, Jakob Kronborg, har også en del arbejde at tage sig til.

- Vi gør det vi hver især kan for at optimere processen i forhold til en ny operatør. Min opgave er blandt andet at briefe bestyrelsen og være med til at håndtere de flyvninger, der er, og de forespørgsler, der kommer, siger Jakob Kronborg.

Han har ikke så mange kommentarer omkring en kommende operatør. Det er Ulrik Wilbeks opgave at stå for den del.

- Men det er da dejligt, at der sker noget. Og selvfølgelig er vi klar og bliver klar, hvis der kommer en ny operatør, siger han.

Trafikchef Jakob Kronborg fortæller, at medarbejderne stadig er tilknyttet lufthavnen, fordi der er en forventning og håb om, at der kommer en ny operatør til lufthavnen.