KARUP Supermarkederne har i de senere år oplevet et stigende antal butikstyverier, og det er ikke kun varer fra hylderne, der bliver stjålet.

Et stort antal indkøbsvogne og indkøbskurve forsvinder også fra butikken.

Det bekræfter informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop-koncernen, der blandt andre omfatter Brugsen og Kvickly.

- Det er et problem med tyverier af indkøbsvogne og kurve for mange butikker, og det er en ekstra omkostning på linje med tyverier af varer. Det kan betyde, at butikkerne må sætte priserne op, hvilket rammer de ærlige kunder, forklarer Jens Juul Nielsen.

I fredagsudgaven af Midtjyllands Avis skriver vi om uddeler Nicolai Groth fra Superbrugsen i Karup, der alene i år har mistet 200-300 indkøbskurve til op mod 300 kroner stykket.

Stort antal

Jens Juul Nielsen mener, det er et usædvanligt stort antal, men tyverierne er stadig et stort problem hos mange butikker.

- Det er som om, at der er sket et moralsk skred blandt danskerne. Der er åbenbart nogen, der mener, det ikke gør noget at stjæle lidt. Men det er en kæmpe omkostning for butikkerne.

Han mener, det er skruppelløst og dumdristigt, at stjæle en kurv, hvor butikkens navn er på.

Han tror dog, at der også i visse tilfælde er tale om ubetænksomhed. Det er bekvemt at bruge en kurv til varerne.

I indkøbsvogne sætter man en mønt i for at bruge dem. Det kan man ikke rigtigt gøre med kurve.

- Det bedste man kan gøre er at appellere til folk om at tænke sig om, siger han.

Modsat butikstyverier af varer fra hylderne, så bliver tyverier af indkøbsvogne og kurve sjældent anmeldt til politiet.

- Vi anmelder butikstyve, når vi tager dem på fersk gerning. Når det gælder kurve, så slipper folk jo ofte ubemærket afsted med dem. Andre gange bliver de blot bedt om at sætte kurven tilbage, siger Jens Juul Nielsen.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist