Vanesssa Zantiny Petersen er en af de bedste pony-ryttere hos Kjellerup Sportsrideklub, og hun og familien bruger rigtig meget tid på forskellige ridebaner i Fyn og Jylland.

Vanessa springer mod nye højder

Det går op i hest hjemme hos Familien Zantiny Petersen fra Stendalsvej. Det er datteren Vanessa, der rider og familien bakker op

HAVREDAL - Vi rejste meget før i tiden. Det gør vi ikke mere, smiler Henrik Zantiny Petersen.

Han er far til de 15-årige tvillinger, Vanessa og Victoria, og er gift med Bianca Zantiny Petersen.

I de sidste fem år har det for familien fra Stendalsvej ikke langt fra Havredal i stigende grad handlet om pigernes ridesport, og selvom Victoria for ikke så længe siden besluttede sig for at stoppe med at ride, så fylder sporten stadig så meget for familien, at de fleste weekender og mange ferier bruges på at tage til stævner på Fyn og i Jylland. Der er med andre ord ikke længere så meget tid til ferier som før, familien fik heste.

Mere seriøst

Desuden kan familien ikke bare forlade hestene i længere tid af gangen.

Det er blevet seriøst, det med heste.

Vanessa er således en af Kjellerup Sportsrideklubs bedste ponyryttere i spring.

Hun og ponyen Commander får tit en placering med hjem, når de har været til stævne, og de vandt blandt andet deres klasse i Scandiavia Jumbing Tour i Odense tidligere i år, ligesom de blev nummer to til det store Christmas-show på Vilhelmsborg ved Aarhus sidste år.

Og det gør egentlig ikke så meget, at det ikke handler så meget om ferier i det store udland mere.

Heste er blevet hele familiens interesse.

Hverken Henrik, der arbejder som hegnsmontør og har sit eget dækfirma ved siden af, og Bianca, der arbejder som marketing-assistent i Alhedehallerne, er opvokset med hest.

- Jeg har altid ønsket mig en hest, men jeg har aldrig haft en hest og har aldrig gået til ridning, fortæller Bianca.

Familien bor på landet, og Vanessa og Victoria fik som små øje på hestene i området. De ville gerne gå til ridning.

De fik lov, da de som 10-årige var i stand til selv at sadle op.

- Vi startede med lørdagsundervisning på ponyer i Kjellerup Sportsrideklub, men det udviklede sig ret hurtigt, fortæller Bianca.

Var skeptisk

I starten var Bianca mere til heste end Henrik, der fortæller, at han rent faktisk var bange for heste til at starte med.

- Jeg var jo nok også lidt skeptisk i starten - der er jo et økonomisk aspekt i ridning. Lige så snart du siger hest, så koster det kassen, smiler Henrik og tilføjer:

- Men vi ville give pigerne de muligheder, som vi ikke fik. Og hvis det var ridning, de gerne ville, og kunne vi give dem den mulighed, så ville vi gøre det, siger han.

Pigerne fik lov til at få en halvpart i et par af ponyerne, men det var nødvendigt at købe sine egne ponyer, hvis pigerne skulle ride til andre stævner end hjemme i Kjellerup. Og sådan blev det.

Der blev investeret i en hestetrailer. I 2020 under corona kom ponyerne Army og Commander til. Herefter Lucero.

Herefter tog familien rundt - først var det lidt skræmmende og ukendt land at tage til stævner. Men de blev hurtigt dus med det og kunne godt lide det, selvom det også var lidt hårdt for forældrene. Det er det stadig.

Revner af stolthed

- Jeg revner af stolthed, når Vanessa rider fejlfrit over mållinjen, smiler Bianca. Sidste år deltog tvillingerne sammen med flere andre ryttere fra Kjellerup i en sidekonkurrence ved VM i Boxen i Herning. Herefter begyndte Victoria så småt at miste interessen for ridning.

Efter sommerferien er Victoria startet på efterskole og hendes hest, Army, blev for nylig solgt på Sjælland. Det var hårdt, især for Victoria.

Måske vender interessen tilbage, når hun har været på efterskole, har hun og familien snakket om. Måske skal hun have en hyggehest til den tid.

- Det er da svært som familie, at det kun er den ene af pigerne, der går op i hest. Ridning tager virkelig meget tid, og vi må sortere mange andre aktiviteter fra på grund af det, siger Bianca.

Hun er stort set på rideskolen hver dag. Henrik tager over de dage, hvor Bianca ikke er der. Andre gange er hele familien samlet på rideskolen. Her er der et godt kammeratskab også blandt de voksne.

- Vi er jo en stor familie, fortæller Henrik, der også selv har gået til ridning på rideskolen sammen med andre fædre og har stor respekt for det at ride. Det kræver en del teknik at lære at ride, og det er en stor fordel at være i god form.

Gået stærkt

Vanessas pony, Commander, er otte år, og hun har selv tilredet ham til det, han kan i dag. Commander kostede 55.000 kroner, og i dag er han cirka det dobbelte værd.

- I starten kunne den ikke noget, men vi har udviklet os sammen, og det er gået stærkt de sidste fire måneder. Han rider stærkt og er en pony, man ikke lige kan finde andre steder, fortæller Vanessa.

Hun kan godt lide at ride på grund af samværet med hesten, oplevelserne, vennerne og konkurrencen i det.

Hendes spring-træner er Jack Ray Nielsen, der er medejer af rideskolen, og efter sommerferien gælder det klassen, der hedder MA, det vil sige en bomhøjde på 115-120 centimeter.

Hun må ride pony til og med 16 år. Herefter skal Commander sælges, og hun skal have en hest.

- Jeg vil gerne nå så langt, som jeg kan, og målet er en gang at ride internationale stævner, siger Vanessa.

Hun vil gerne kunne leve af at ride på et tidspunkt - måske ved at ride andres heste ved siden af.

Bygger stald

Henrik er gået i gang med at bygge en stald derhjemme. Det betyder ikke, at de ikke vil komme på rideskolen mere, for de vil stadig have et ridehus-kort, men den skal give Bianca og resten af familien lidt mere tid, så de slipper for at køre frem og tilbage hele tiden.

Hverken Bianca eller Henrik har styr på, hvor mange penge, de har brugt på ridning. Men det er meget.

- Det koster tid og penge, men hvor mange fædre kan være sammen med deres teenagedøtre i weekenden? Så tiden og pengene er givet godt ud, siger Henrik.

Hestesport har udviklet sig hos familien Zantini Petersen. Hele familien er samlet om ridning - og dog. Vanessas tvillingesøster Victoria har taget en pause fra ridningen og skal på efterskole efter sommerferien.
Vanessa drømmer om en gang at kunne leve af sin sport, eventuelt at ride andre folks heste ved siden af.
Foto: Jakob Stigsen Andersen
Foto: Jakob Stigsen Andersen