En voldstiltale blev forvandlet til en dom for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Dømt for skub på fodboldbane: Røg baglæns og ramte mål

58-årig var tiltalt for vold mod en anden mand på en fodboldbane i Karup-området. Men sagen fik et andet udfald

KARUP Den 22. september sidste år kom to mænd i karambolage med hinanden på en fodboldbane i Karup-området, og forleden mødtes de igen i retten i Viborg. Den ene - en 58-årig mand fra lokalområdet - var tiltalt for vold.

Han var tiltalt for ved 17.30-tiden denne dag i 2021 at have taget fat om den anden mands hals og skubbet ham omkuld, så han faldt ned på jorden.

Den tiltalte nægtede sig skyldig. Den 58-årige, der ikke er tidligere straffet af betydning for sagen, og hans forsvarer gjorde gældende, at der skulle ske frifindelse på grund af nødværge eller strafbortfald.

Den tiltalte forklarede, at han ganske vist skubbede eller puffede med hænderne på overkroppen.

Den anden mand forklarede, at han fik et kraftigt skub med en hånd om halsen, der medførte han røg ned i et fodboldmål, der flyttede sig cirka 20 centimenter.

Et vine forklarede i retten, at han opholdt sig i nærheden, da tiltalte skubbede den anden. Der var ikke tale om et kraftigt skub, lød det fra vidnet.

Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte tog fat om halsen, eller at der var tale om et skub af en sådan karakter, at der var tale om vold i straffelovens paragraf 244 styk 1-forstand. En ret alvorlig paragraf, der kan føre til fængsel.

Retten mente, der var tale om en mildere overtrædelse af straffeloven.

Man konkluderede, at offeret faldt ned til jorden på grund af skubbet, måske også fordi han sad på hug, da han blev skubbet.

Retten fandt, at skubbet var en voldelig adfærd, der var egnet til at forstyrre den offentlige orden. Han var således skyldig i overtrædelse af ordensbekendtgørelsen - i stedet for overtrædelse af paragraf 244 styk 1 om vold.

Bøden blev fastsat til 3000 kroner, men den 58-årige slipper med det halve på grund af hans økonomiske forhold.

Den 58-årige modtog dommen og dermed bøden på 1500 kroner.