Ung mand kørte rundt i sin fars BMW, mens han var beruset.

Kørte fuld rundt i fars BMW på campingplads

Campingpladsejer fra Karup tog bil-nøglerne fra 24-årig bilist, der kørte fuld rundt på campingpladsen i sin fars BMW

KARUP En 24-årig bilist fra Skive husker intet fra natten til den 22. juli sidste år.

Her blev han på Hessellund Søcamping ved Karup anholdt af politiet med en mega-promille, der senere blev målt til 2,12.

Han har nu været i retten for at modtage sin straf: 20 dages betinget fængsel, 40 timers samfundstjeneste og en tillægsbøde på 13.500 kroner samt tre års frakendelse af kørekortet. Manden, der nægtede sig skyldig, udbad sig betænkningstid, om han vil anke sagen til landsretten eller ej.

I anmeldelsesrapporten fra den 22. juli skriver politiet:

»Ved ankomst til stedet bemærkede vi en sort BMW X5, som holdt indenfor campingpladsens bomme med forenden i retning ud fra pladsen. Ved siden af køretøjet stod en gruppe mænd omkring en ung mand, som sad på en blomsterkumme«.

»Jeg rettede henvendelse til den unge mand på blomsterkummen. Han fortalte sit CPR-nummer, og jeg skønnede ham rolig og påvirket af alkohol, idet han lugtede af spiritus, men dog egnet til afhøring«.

Den 24-årige forklarede i retten, at han befandt sig på campingpladsen den pågældende nat, men at han ikke havde nogen erindring om, hvad der skete. Bilen - en BMW X5 (nypris 999.000 kroner, red.) - tilhørte hans far.

Vidner forklarede, at de så ham køre bil på campingpladsens område, selvom han var tydeligt beruset.

Det var campingpladsejer Jørgen Tang Hansen, der tog bilnøglerne fra ham, hvorefter politiet blev tilkaldt.

Vidner fortalte, at tiltalte ikke indtog alkohol efter kørslen.