Den stjålne gummiged er nu tilbage hos ejeren, Søren Møller. Privatfoto

Gummiged på afveje: Derfor endte vild tur i Sparkær

De to mænd i den stjålne gummiged kørte fint på vejen, indtil det gik op for dem, at der var nogen efter dem

TYVERI Hvis man har været en tur forbi Foldbjergvej i Sparkær, efter at en gummiged søndag raserede et helt nabolag, så vil man undre sig over, hvad gummigeden lavede lige præcis der.

Det giver umiddelbart ikke meget mening, at den stjålne gummiged skulle køre forvildet rundt på små markveje, i skove og plantager og i private haver.

En del af forklaringen er, at de to mænd, der havde stjålet gummigeden, var påvirket af narkotiske stoffer.

Men nu forklarer ejeren af gummigeden, Søren Møller fra Rødding ved Viborg, hvorfor gummigeden kørte, hvor den gjorde.

- Jeg driver til dagligt en maskinstation, og en af mine folk havde natten til søndag været ude og sprede gylle ud. Men da det begyndte at regne, valgte han at køre hjem igen. Og så var det, at han lidt før klokken fire om natten kom forbi gummigeden, der kom kørende i Ravnstrup, fortæller Søren Møller.

Den ansatte vidste godt, at gummigeden nok ikke skulle køre der på det tidspunkt, så han ringede til Søren Møller for at tjekke op.

- Gummigeden havde holdt i Grønhøj, hvor vi var i gang med en opgave, så den skulle ikke køre i Ravnstrup, og så vidste vi begge to godt, at den var stjålet, siger Søren Møller.

Maskinstationens ansatte valgte derefter at køre efter de to mænd i gummigeden. Og Søren Møller har fået fortalt, at gummigeden kørte fint og roligt på vejen, indtil de to mænd fandt ud af, at der var en efter dem.

- De blinkede fint, når de skulle dreje, og de havde nok tænkt sig at gemme gummigeden et eller andet sted. Men da de fornemmede, at der var nogen, der fulgte efter dem, valgte de at tage vejen ind over marker, plantager, haver og andet, og så var det, at det gik galt, siger Søren Møller.

Rent held

Efter han var blevet ringet op, valgte Søren Møller selv at køre ud til den mark i Sparkær, hvor gummigeden endte med at sidde fast, og hvor de to tyve blev anholdt.

Han overværede, hvordan det hele forløb.

- Efter de var blevet stoppet og anholdt, skulle der laves nogle undersøgelser i gummigeden, så derfor kunne jeg først få den med hjem noget op ad formiddagen. Den har fået nogle skader, jeg vil gætte på, at der er sket skader på gummigeden for mellem 50.000 og 100.000 kroner, siger Søren Møller.

Men det vigtigste for ham er, at den store maskine er kommet tilbage.

- Det er rent held, for hvis min medarbejder ikke havde set dem i Ravnstrup, så havde jeg nok aldrig set gummigeden igen, og så var de sluppet af sted med at gemme den. Og så havde de nok solgt den, når der var gået noget tid, siger han.

Gummigeden var låst, da den blev stjålet i Grønhøj, men Søren Møller fortæller, at tyvene havde et stort bundt med 20-30 nøgler til forskellige maskiner.

En af de nøgler passede til gummigeden.

- Med landbrugsmaskiner er det ikke det samme som med biler, hvor der kun er en nøgle, der passer til hver bil. Her kan den samme nøgle bruges til flere maskiner, og det er et stort problem, som jeg har gjort opmærksom på før. Det er slet ikke sikkert eller holdbart, og det her var i hvert fald en træls oplevelse, siger Søren Møller.