05. september 2023, 11.25
BRANDE Vestbyens Bageri i Ikast var i efteråret 2022 kun lukket i ganske kort tid, før bagermester Johnny Nørgaard fra Karup overtog lokalerne på Jens Holdgårds Vej.
Nu udvider han sin bagerkæde, Bageriet Nørgaard, når Johnny Nørgaard om få dage åbner ny bagerforretning i Jernbanegade i Brande.
Bageriet er oprindeligt fra Karup, hvor bagermesteren også har sin daglige gang, og det var lidt af et sats, da han for snart et år siden udvidede til Ikast. Det er imidlertid gået så godt, at han har fået mod på mere.
- Overordnet går det ned ad bakke for de traditionelle håndværksbagere. Vi bliver pressede af bagerkoncerner med store pengetanke, og det er blevet en overbevisning for mig, at bliver man for lille, så overlever man ikke. Det er i det lys, at vi udvider og åbner i Brande, siger Johnny Nørgaard og tilføjer:
- Derudover har vi fået en rigtig god begyndelse i Ikast. Byen har taget godt imod os, vores koncepter og forretningen i det hele taget, så det håber vi på at kunne gentage i Brande, siger bagermesteren.
Det sagde klik
Det var lidt, som når to magneter drages mod hinanden. Den var der bare. Det sagde klik.
Sådan fortæller Johnny Nørgaard om sit møde med Brande, da han og hustruen tog til byen for at se på de mulige bagerilokaler i Jernbanegade.
- Min hustru, Jeanette, havde ellers sagt til mig, at nu skulle jeg klappe hesten og ikke udvide forretningen yderligere. Jeg gav hende ret, men spurgte hende en dag, om ikke vi skulle køre en tur. Jeg havde naturligvis en bagtanke og havde planlagt, at vi skulle se på lokalerne i Brande. Min tanke var, at her skal bare ligge en bager, siger Johnny Nørgaard med et smil og tilføjer:
- Derefter kørte vi en tur rundt i Brande, og jeg blev straks forelsket i byen. Hvor er der bare hyggeligt. Vi glæder os meget til at åbne, lyder det fra Johnny Nørgaard.
Respekt for håndværket
Karup-bageren har været i branchen siden 1982 og har en stor kærlighed for sit håndværk. Det ærgrer ham, at flere og flere byer står uden traditionelle bagere, fordi konkurrencen bliver hårdere i takt med stigende priser på stort set alt. Derfor, gentager han, er det vigtigt at brede forretningen ud for at mindske skrøbeligheden i en hård branche.
- Heldigvis mærker vi en større efterspørgsel på det traditionelle bagerhåndværk. I Ikast har vi kunnet konstatere, at kunderne tager godt imod vores koncept - og også nye idéer, siger Johnny Nørgaard med henvisning til, at bageriet har indført særlige tilbud på brød hver dag.
Det kommende bageri i Brande kommer til at hedde Bageriet Nørgaard - Brande. Netop nu bliver lokalerne gjort klar.
- Der skal ikke gøres det store. Vi shiner det lidt op og laver en smule om. Vi er også gået i gang med at søge efter personale, så vi kan åbne om små 14 dage, lyder det forventningsfuldt fra Johnny Nørgaard.