Det er Mors Dag den 8. maj.

28.000 nye mødre kan fejre Mors dag i år

Der bliver formentlig travlt i vinhandlerne og blomsterforretningerne 8. maj, når næsten halvanden millioner mødre hyldes på Mors dag

MORSDAG Søndag den 8. maj kan 27.889 mødre, der fødte for første gang i 2021, stå op til en ny dag i deres tegn. Kalenderen markerer nemlig Mors dag, og uanset om man får morgenmad på sengen, en hjemmelavet tegning eller blomster og chokolade, har vi i Danmark 1.497.895 kvinder, der hyldes for deres titel som mor denne dag.

Det er en stigning på 38.000 over de seneste 10 år.

- Omtrent 62.500 kvinder fik børn i 2021, og for næsten 28.000 af dem var det deres første barn. Det er en lille stigning fra 2020, siger Lisbeth Harbo, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Kvinderne fik tilsammen 63.473 børn, og 143 af dem kom til verden på Mors dag den 9. maj 2021. Der var en lille overvægt af nyfødte drengebørn i 2021.

Mens gennemsnittet er 2,1 børn i familier med børn, har en enkelt mor i Danmark født hele 18 børn.

Mødre i Danmark

Gennemsnitsalderen for kvinder, der fik et barn i 2021, var på 31,4 år. Førstegangsmødrene havde en gennemsnitsalder på 29,8 år i 2021.

- Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder var højest i hovedstadsregionen med 30,9 år og lavest i region Nordjylland. Her var den mere end to år lavere med 28,7 år, siger Lisbeth Harbo.

Ni børn fik en mor på 16 år eller derunder i 2021, mens 11 kvinder over 50 år fik et barn. Flest kvinder, der fik et barn sidste år, var dog 30 år.