En 43-årig mand fra Karup-området skal 30 dage i fængsel for trusler om vold mod en socialrådgiver. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Socialrådgiver truet med vold: »Jeg smadrer dig«

43-årig mand frikendt for vold og ulovlig tvang mod sine børn, men dømt skyldig i trusler om vold mod socialrådgiver

112 En 43-årig mand fra Karup-området har været i retten i Viborg, hvor han var tiltalt for vold og ulovlig tvang mod sine to børn, samt trusler om vold mod en kvindelig socialrådgiver.

Truslerne om vold mod socialrådgiveren foregik den 18. februar sidste år ud fra en adresse i Karup-området. Her skulle han, ifølge tiltalen, have truet med at begå vold mod kvinden, der var på stedet som socialrådgiver i Viborg Kommune i forbindelse med anbringelse af den tiltaltes børn, idet han sagde til hende: »Jeg smadrer dig« og »Du skal passe på, hvor du går«.

Nægtede sig skyldig

Den 43-årige nægtede sig skyldig.

Socialrådgiveren var i retten for at vidne, og hun fortalte, at den 42-årige stillede sig helt tæt på hende, da han sagde »Jeg smadrer dig«, hvorefter tiltalte gik lidt væk og råbte »Du skal passe på, hvor du går«. Hendes forklaring, som retten fandt troværdig, blev støttet af et vidne, der hørte sidste del blive råbt.

Retten fandt den 43-årige skyldig, og der blev lagt vægt på grovheden i truslerne, og at første trussel blev udtalt helt tæt på socialrådgiveren.

Den 43-årige blev idømt 30 dages ubetinget fængsel.

Den 43-årige var også tiltalt for i tiden op til 17. januar sidste år at have tildelt en af sine sønner et slag på benet med flad hånd, ligesom han to gange, henholdsvis på benet og i panden, skulle have tjattet til ham med et bat.

Ulovlig tvang

Ligesom han var tiltalt for ved flere gange på ukendte tidspunkter forud for den 15. december 2019 ved ulovlig tvang at have hevet de to drenge hårdt i armen og ført dem enkeltvis til kældertrappen, hvor de blev låst inde.

Den 43-årige nægtede sig skyldig.

Den ældste dreng afgav forklaring på video. Han var seks år og ni måneder, da han afgav forklaring.

Retten skriver i referatet:

»Af videoen fremgår det tydeligt, at (navnet på sønnen, red) ikke havde lyst til at tale med faderen, og det var meget lidt, som sønnen forklarede«. Udspørgeren måtte trække det ud af ham, mente retten efter at have set videoen.

»Det er på den baggrund rettens vurdering, at forklaringen fra (navn på sønnen, red) fremstod meget usikker og uden præcise detaljer om, hvad der var foregået hjemme hos ham«.

For lang afhøring

Det var desuden rettens opfattelse, at afhøringen af drengen fortsatte i længere tid end rimeligt, set i forhold til hans alder og hans tydelige modstand mod at svare på spørgsmål.

En domfældelse kunne derfor ikke ske alene på baggrund af forklaringen fra drengen, og da der ikke var andre beviser, blev den 43-årige frikendt for volden.

Den 43-årige var imidlertid også tiltalt for ulovlig tvang mod drengene.

Ustabil

Manden, der er fleksjobber, fortalte, at han tidligere havde taget medicin (venlafaxin mod blandt andet depression, angst og socialfobi, red). Når han havde det godt, tog han ikke medicinen, hvilket betød, at han blev lidt ustabil. Han har ingen misbrugsproblemer, og i dag går det godt med temperamentet.

Den 43-årige erkendte i retten, at han førte sine børn til kældertrappen og lukkede døren til den, men at han ikke låste døren. De var ved kældertrappen i to-tre minutter, og han stod ved trappen, mens de var dernede.

Den 43-åriges hustru vidnede i retten. Hun fortalte, at den 43-årige trak de to sønner til kældertrappen, hvorefter døren blev låst. Drengene var på trappen mellem 30 sekunder og to minutter.

Timeout på kældertrappe

Begge forældre forklarede, at de anvendte kældertrappen som en timeout, når børnene var umulige.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger var det rettens vurdering, at handlingen med at hive børnene til trappen, hvor de skulle være i en kortere periode, nok var uhensigtsmæssig og upædagogisk, men under hensyn til det oplyste om varigheden af opholdene på trappen, at opholdene var anvendt som led i opdragelse af børnene i situationer, hvor de var umulige, var der ikke tale om ulovlig tvang. Manden blev derfor også frifundet for denne del.

Den 43-årige modtog dommen på 30 dages fængsel.