KARUP En 28-årig kvindelig ansat på Flyvestation Karup er i retten i Viborg blevet dømt skyldig i brugstyveri ved at have gjort uberettiget brug af Forsvarets personbiler.

Det skete over flere omgange i 2023.

Kvinden, der først var værnepligtig og siden blev administrativ medarbejder på flyvestationen, blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Kvinden, der dengang boede i Aarhus-området, nægtede sig skyldig.

Hun erkendte, at hun havde foretaget kørslerne, men forklarede, at hun gik ud fra, at hun gerne måtte benytte køretøjerne mellem tjenestested og bopæl for at transportere sit udleverede udstyr, som hun opbevarede hjemme.

Kræver tilladelse

Det blev under sagen dokumenteret, at der i Forsvaret er regler for anvendelse af tjenestekøretøjer, og at kørsel frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads kræver tilladelse af ens foresatte.

Retten lagde efter forklaringerne i retten til grund, at tiltalte havde gennemgået den fornødne uddannelse i anvendelse af køretøjerne og var bekendt med reglerne.

Det fremgik af sagen, at hun på forespørgsel om brug af køretøjer angav andre grunde, og at hun på enkelte dage havde tjenestefri.

Retten konkluderede, at den 28-årige havde anvendt tjenestebilerne uberettiget, og at hun var bekendt med det.

Kvinden var forinden ustraffet og havde gode personlige forhold. Hun modtog dommen uden at anke.

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist