Helle Georgi, Rødkærsbro, vinder af prisen Landdistrikternes Ildsjæle 2021.

Hvem er årets ildsjæl?

Der sættes igen spotlys på de mange ildsjæle i Viborg Kommunes landdistrikter for at finde den næste vinder af prisen Land-distrikternes ildsjæle

ILDSJÆL Under overskriften »Land-distrikternes Ildsjæle sætter fut i lokal-områderne« opfordres alle til at indstille kandidater til prisen, der overrækkes ved landdistrikts-konferencen den 5. april.

Formålet med prisen er at anerkende og hylde mennesker, som gør en særlig forskel for deres lokalområde og de mennesker, der bor der. Ud over æren, modtager prisvinderen en præmie på 5.000 kr. og et stykke kunsthåndværk fra en lokal kunstner.

Michael Højbjerg, ny formand for Viborg Landsbysammenslutning, siger:

- Med denne pris ser vi frem til igen at kunne at anerkende og hylde det store engagement hos ildsjælene i vores landdistrikter. På vidt forskellige måder, gør de en forskel, som også kan være til inspiration for andre.

Man kan indstille enkeltpersoner eller grupper, der gør en positiv forskel for borgene i et af Viborg Kommunes lokalområder, som kandidater til prisen. Det kan være i en forening, en privatperson eller en frivillig. Og hvis man yder en særlig indsats på jobbet, som rækker ud over, hvad man kan forvente, er det også muligt at komme i betragtning.

Eksempler på kandidater kan være: Formanden for borgerforeningen, købmanden, de grønne pedeller, halinspektøren, spejderne, bestyrelsen for forsamlingshuset eller skolelederen.

Send forslag på viborger.dk

Indtil den mandag den 14. marts 2022 kl. 12.00 kan alle indstille kandidater til prisen på viborger.dk ved at udfylde et skema og skrive en begrundet indstilling.

Den endelige vinder kåres til årets landdistriktskonference den 5. april, som holdes på Energimuseet i Tange.