Kirsten Nielsens yndlingsmotiv er portrætter Foto: Jan Anderschou

Fars værksted - min retrobutik

Hosekræmmeren er flyttet, så nu skal der være retrobutik i Smedehuset i Bredgade 11, Karup

KARUP

Kirsten Nielsen har indrettet retrobutik i Smedehuset. Det var her Hosekræmmeren for nylig havde butik, men navnet stammer naturligvis tilbage fra gamle dage, da Bredgade var grusvej og transporten fortrinsvis foregik pr. hest.

Kirsten Nielsen har et helt særligt forhold til den gamle smedie, for det var hendes far der svingede forhammeren mod ambolten, så man over hele Karup kunne høre smeden var på arbejde.

Som lille pige havde Kirsten sin daglige gang i smedjen og hun fortæller med stor indlevelse hvor ambolten stod i sin tid. Faktisk ved hun også hvor den er i dag, men den nuværende ejer vil desværre ikke af med den. Kirsten kunne ellers godt tænke sig at få den tilbage i sin nye retrobutik, for den ville passe rigtigt godt ind i miljøet.

Miljøet er en blanding af kunst og retro/genbrug. Kirsten Nielsen er uddannet maler fra kunstskolen i Sønderborg. Et af Kirstens favoritmotiver er Karen Blixen. I det hele taget er portrætter en yndet motiv når Kirsten står foran lærredet. Kirsten åbner også dørene for andre lokale kunstnere, der ønsker at udstille deres værker.

Retrodelen drejer sig om gamle ting og sager, tøj, bam,ser og andet fra en svunden tid, som både repræsenterer kvalitet og håndværk.

Således er der lidt for enhver smag når man besøger Kirsten Nielsen i Smedehuset, så selvom man måske kom efter en gammel skrivemaskine eller telefon, så kommer man måske hjem med et af Kirstens spændende portrætter.