UDDANNELSE Ifølge Energistyrelsen står bygninger for næsten 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Derfor er energioptimering af bygninger et af de vigtigste områder, hvis klimamålene for 2030 skal nås. Netop dén opgave kan løses af de ejendomsserviceteknikere, der står for den daglige drift af skoler, rådhuse, plejehjem, virksomheder og meget mere, og ejendomsserviceteknikerne spiller dermed en uundværlig rolle i den grønne omstilling.
- Der er en verden til forskel på en moderne ejendomsservicetekniker og vicevært Meyer i den gamle tv-serie Huset på Christianshavn, siger Michal Krarup, uddannelsesleder for Bygge & Anlæg ved Mercantec i Viborg.
- Ud over at stå for den daglige vedligeholdelse og reparationer, for eksempel udskiftning af vinduer, skal en ejendomsservicetekniker løbende optimere varmeanlæg, ventilation og så videre, så bygningen bruger mindst mulig energi.
Denne optimering sparer mange penge på bygningens driftsbudget - især i en tid med skyhøje energipriser. Men arbejdet har først og fremmest stor betydning for den grønne omstilling: For hver kilowatt-time, der spares, skal der produceres mindre strøm, og dermed udledes der mindre CO2. Med sit overblik over alle bygningens systemer og installationer bidrager ejendomsserviceteknikeren dermed til det helt konkrete arbejde med at nå landets klimamålsætninger.
Også når det handler om miljø og biodiversitet, har ejendomsserviceteknikeren en vigtig rolle at spille. Når batterier ender i den rigtige spand og ikke sammen med madaffaldet, og når bede og hegn giver gode livsbetingelser for insekter og fugle, er det et synligt resultat af ejendomsserviceteknikerens arbejde -til gavn for beboere og brugere, for det kommunale affaldshåndteringssystem og ikke mindst for nærmiljøet omkring bygningerne.
Uddannelsen til ejendomsservicetekniker fokuserer på teknologi, bæredygtighed og samarbejde. Den kan både søges af unge, der har afsluttet folkeskolens 9. klasse, og af voksne med mange års erhvervsarbejde på bagen – for eksempel erfarne servicefolk, som har brug for at blive klædt bedre på til at håndtere moderne systemer og nye udfordringer i en mere klimabevidst hverdag.
- I dag kan man styre mange af systemerne i en bygning fra en mobiltelefon – de unge, der tager uddannelsen, kan nærmest gøre det i blinde, siger Michael Magnussen, sektorformand for teknik- og servicesektoren hos FOA Midtjylland. ”Men det er en uddannelse, der henvender sig til alle – også til erfarne folk, der for eksempel ved alt om, hvordan en pumpe skal køre, men kunne have nytte af at få den til at køre mere energieffektivt. Ejendomsserviceteknikerne lærer at sørge for, at huset bruger mindre energi- og bliver ved med det.
Energibesparelserne betyder, at ejendomsserviceteknikerens uddannelse og løn hurtigt er tjent ind, og giver teknikeren en fordel ved lønforhandlingerne. Men for mange, der har gennemført uddannelsen, er pengene ikke det afgørende.
- De kan godt lide den afvekslende hverdag og de gode jobmuligheder, slutter Michael Magnussen.
- Men langt de fleste af dem går ganske enkelt op i at spare energi, fordi de virkelig synes, det er fantastisk at kunne bidrage aktivt til at nå vores fælles klimamål.