Lufthavnschef i Karup, Jakob Kronborg, ærgrer sig over forsinkelserne mandag. Foto: Morten Hallstrøm

Efter bedring: Igen forsinkelser i lufthavn

Morgenafgangen fra Midtjyllands Lufthavn var her til morgen igen forsinket på grund af flyveleder-konflikt, og lufthavnschef ærgrer sig: Det er ikke lige dét, lufthavnen har brug for

KARUP Flyveleder-konflikten i Københavns Lufthavn skaber fortsat problemer, også i Midtjyllands Lufthavn.

Den første morgenafgang mandag var over en halv time forsinket.

- Der var ellers en smule bedring her på det sidste, så forsinkelsen her til morgen er lidt af et tilbageslag, siger lufthavnschef Jakob Kronborg.

Knap en tredjedel af afgangene den seneste måned har været forsinket i mere eller mindre grad, og det er ikke, hvad lufthavnen har brug for, erkender lufthavnschefen. I midten af april åbnede ruten igen efter fire måneders midlertidig nedlukning.

- Havde det været fritidsrejsende, så havde en halv times forsinkelse måske ikke betydet så meget, men de fleste passagerer er erhvervsfolk, og de har ofte en deadline for et mødetidspunkt i den anden ende.

- De flyver jo for at spare tid, og så skal de helst ikke sidde og blomstre i en flyver, der står stille, siger Jakob Kronborg.

Han har ikke indtryk af, at kunderne er begyndt at springe fra.

- Jeg er ikke bekendt med det, men medierne har også haft stor fokus på flyvelederstrejken i København, så der er måske stadig en vis forståelse. Men det er et irritationsmoment for alle, og hvis det kommer til at ske alt for tit, kan man godt risikere at nogen måske springer fra, siger han.

Derfor håber han også på en snarlig løsning på konflikten.

Dagens morgenforsinkelse kommer givetvis til også at ramme morgen-afgangen tilbage fra København, der benyttes af det samme Atr-42 fly med plads til 46 passagerer. Der kan også være mindre forsinkelser resten af dagen.

Forleden kom det frem, at flyselskabet DAT skærer antallet af afgange ned fra 19 til 16 om ugen. Det er eftermiddagsafgangene, hvor der er færrest passagerer, der skæres ned.

Jakob Kronborg fortæller, at det trods alt ser bedre ud med passagertallet i forhold til i starten.

- Vores morgenafgange er mere eller mindre udsolgt - og det samme er tilfældet med afgangene fra København. I dag og i morgen er der 44 passagerer med fra Karup om morgenen - det kniber lidt mere på de andre tidspunkter. Her svinger det mellem 10 og 30 passagerer.

- Det har hjulpet at skære ned på afgangene forstået på den måde, at det er det samme antal mennesker, der bliver transporteret - bare på færre afgange, siger Jakob Kronborg.

DAT og lufthavnen har sat sig for øje at få et gennemsnit på 30 passagerer per afgang. Så der er økonomi i ruten.