KARUP Årsagen til en større hedebrand på Flyvestation Karup mandag eftermiddag er tæt på at være opklaret.

Garnisions-kommandant på Flyvestation Karup, Palle Mikkelsen, siger til Midtjyllands Avis, at der har været øvelse i området i dag.

- Vores sergentskole har undervist eleverne ude i terrænnet, og i den forbindelse opstod der ildløs, forklarer Palle Mikkelsen.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden, der blev anmeldt 12.45.

Det var en røghåndgranat, der var årsag til, at ilden brød løs.

Ilden spredte sig hurtigt og et areal på størrelse med cirka tre-fire fodboldbaner brændte.

- Vi gik i gang med selv at slukke med flyvestationens brand og redning.

- Da omfanget blev kendt blev Midtjysk Brand og Redning tilkaldt, forklarer han.

Der var brandfolk og køretøjer fra stationerne i Karup, Kjellerup og Viborg.

Herudover var flyvestationens to fly-crashtendere i gang, ligesom en helikopter var i luften for at få overblikket.

Ved 14-tiden var der ved at være styr over branden, ifølge Palle Mikkelsen.

Der var dog efterslukning tilbage, da der var fare for at branden ville blusse op igen.

Foto: Claus Sonne
Foto: Claus Sonne

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]

Journalist