Der er 47 frivillige i Røde Kors i Karup. Her er fire af dem: Ulla Brendstrup, Lillian Steenberg, Margit Jensen og Susanne Falk. Foto: Morten Hallstrøm

Uden de frivillige går det ikke

Røde Kors-butikken i Karup har 47 frivillige, og man vil gerne have nogle flere

KARUP

Det er cirka to år siden, at Røde Kors i Karup åbnede i nye, flotte lokaler på Østergade i Karup. 300 kvadratmeter butik er der at gøre godt med.

- Vi har haft stigende omsætning fra starten, og i år håber vi at runde en halv million kroner. Det er en fordobling i forhold til for to år siden, siger butiksleder, Ulla Brendstrup.

Der er mange gode donationer fra lokale. Det er en væsentlig del af hemmeligheden bag den gode omsætning.

Hun understreger, at uden de frivillige gik det ikke. 47 er der, men selvom det måske lyder af mange, så er man jagt efter flere frivillige.

Der er nemlig åbent seks dage om ugen, og der skal gerne være fire-fem frivillige på hvert hold.

Alle kan være frivillige, men for øjeblikket er det hovedsagligt seniorer, der påtager sig rollerne som frivillige i butikken.

- Folk er frivillige for fællesskabets og hyggens skyld samtidig med, at man er sammen om at gøre en god gerning i et fælles projekt, siger hun.

Ulla Brendstrup og de øvrige frivillige er ret stolte over butikken.

- Vi sætter en ære i, at der er pænt og rent, og at butikken er præsentabel samtidig med, at vi har gode varer til gode priser. Nogle gange kan man godt finde »guld« her, smiler hun.

Omsætningen er også til gavn for lokale projekter. Blandt andet sender man lokale børn på sommerferie, og der er julehjælp i samarbejde med menighedsrådene.

Ulla Brendstrup fortæller, at energikrisen også er nået til Karup.

- Heldigvis kan vi endnu ikke mærke det på salget, men det kan jo være det kommer.

- Da vi flyttede ind i butikken for to år siden fik vi energibesparende LED-lys sat op, og heldigvis har vi ikke gas, men fjernvarme, der dog også stiger i pris, siger hun.

Røde Kors holder øje med omkostningerne og omsætningen. Kommer der et tidspunkt, hvor energipriserne stikker helt i vejret og salget falder, så kan der blive tale om en lukkedag. Men det sker forhåbentlig ikke.

Der er 47 frivillige i Røde Kors i Karup. Her er fire af dem: Ulla Brendstrup, Lillian Steenberg, Margit Jensen og Susanne Falk. Foto: Morten Hallstrøm