It- og digitaliseringschef Erik Sørensen har valgt at sige farvel til sin nuværende rolle fra september i år.

Kommunes it-chef skruer ned for tempoet

Erik Sørensen fra Thorning har valgt at sige farvel til sit job som it- og digitaliseringschef i Viborg Kommune

THORNING 61-årige Erik Sørensen fra Thorning er på vej mod et mindre presset arbejdsliv.

Efter 40 år i Viborg Kommune heraf 32 år som leder af it-området, har han således valgt at sige farvel til sit job og sin stilling som it- og digitaliseringschef.

Det sker i september, hvor han drosler ned på arbejdstid samt ansvar for en afdeling med 34 medarbejdere, der tager sig af kommunens drift og udvikling på it- og digitaliseringsområdet.

Han glæder sig.

- Det er rart at gå fra en presset hverdag til ikke at vide, hvad jeg helt præcist skal lave, siger Erik Sørensen.

Han vil fortsat have sin gang og sit arbejdsliv på Viborg Rådhus i en funktion, som i øjeblikket er under afklaring. Han kommer maksimalt til at arbejde 30 timer om ugen.

- Det vil være mærkeligt, hvis det ikke kommer til at lugte lidt af digitalisering. Der er rigeligt at kaste sig over, selv om man ikke er chef, siger han.

Han fortæller, at det har været mange vildt spændende og hektiske år, som han har nydt i fulde drag. Nu vil han have tid til andre ting.

Erik Sørensen siger, det er hans eget valg. Han er ikke blevet bedt om at gå. Det gode helbred har han stadig.

Han har et motto, som han altid har arbejdet meget efter, nemlig »frihed til at vælge fremtiden«.

- Jeg er i en situation, hvor jeg har mulighed for selv at tage nogle valg. Det er vigtigt for mig.

- Vi startede med at forberede kommunesammenlægningen i 2004-2005, og tempoet er aldrig gået ned igen. Det slider, og jeg vil gerne selv tage beslutningen om, hvornår jeg træder ud af hamsterhjulet, inden det rammer mig, siger han.

Viborg Kommune skriver i en pressemeddelelse, at Erik Sørensen i mange år har sat sit store præg på en meget vigtig dagsorden i kommunen, og direktør for Beskæftigelse, Økonomi & Personale, Klaus Christiansen, sender en varm tak til Erik Sørensen for den store indsats.

- Erik har ydet en kæmpe indsats for Viborg Kommune gennem mange år, og selv om jeg er ked af, at Erik har valgt at stoppe i sin nuværende stilling, har jeg fuld forståelse for hans beslutning, siger Klaus Christiansen.

Erik Sørensens 40 års jubilæum, såvel som hans afslutning som chef, markeres med en samling for inviterede gæster den 12. august.