ULSTRUP I midten af maj mistede en 89-årig kvinde fra Frederiks livet, da hun var bagsæde-passager i en bil, der stødte sammen med en modkørende på Ulstrupvej mellem Bjerringbro og Ulstrup.
Hun døde på stedet.
Bag rattet sad kvindens jævnaldrende mand, som overtrådte sin vigepligt.
Ulykken medførte, at yderligere tre af bilens ældre passager fra Frederiks kom til skade - to af dem alvorligt.
Der var læge-helikopter på stedet.
Politikommissær Mikael Gudiksen fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til Midtjyllands Avis, at politiet har afventet udredningen af skader på de implicerede i ulykken.
- Det har nu ført til sigtelse af den 89-årige bilist for uagtsomt manddrab. Herudover er han sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse på de to passagerer, der kom alvorligt til skade, forklarer Mikael Gudiksen.
De to alvorligt kvæstede var 71 og 80 år. Den sidste passager i bilen var en 76-årig kvinde, der tilsyneladende ikke kom så alvorligt til skade som de øvrige.
Den modkørende var en 54-årig mand fra Hjortshøj, der var uden skyld i ulykken. Han kom ikke til skade.
Sammenstødet skete på grund af en kørefejl fra den 89-årige, lyder det i konklusionen.
Der var således ingen fejl på køretøjerne og vejanlægget. Der blev heller ikke kørt for stærkt.
Den 89-årige overtrådte sin vigepligt, da han kørte mod vest og pludselig lavede et venstresving ind foran den modkørende.
Politiets efterforskning er afsluttet, og sagen er overdraget til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale mod den 89-årige.
I sager som denne, hvor der ikke var tale om vanvidskørsel eller nogen form for overlagt handling, vil der normalt blive tale om en mild straf. Der kan være tale om en frakendelse af kørekortet og dagbøder.
Hvad mener du?
Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]
