Den badmintonglade Martin Olesen stopper som tandlæge i Frederiks i august. Foto: Martin Ballund

Martin stopper som tandlæge

61-årige Martin Qvist Olesen har været tandlæge i Frederiks siden 1986, og mange af årene som ejer. Nu har han besluttet at stoppe

ARBEJDSLIV Den 61-årige tidligere tandklinikejer Martin Qvist Olesen har besluttet at stoppe som tandlæge og virkomhedsansvarlig hos tandklinikken »Smil med Østergaard« på Jernbanegade i Frederiks. Sidste arbejdsdag er i august.

I 2021 overtog Smil med Østergaard, der har flere klinikker rundt omkring, Martin Qvist Olesens tandlægeklinik i Frederiks. Nabohuset, som Martin Qvist Olesen havde og brugte til udlejning, blev også solgt til Smil med Østergaard, der flyttede afdelingen i Karup til Frederiks.

Den nye klinik i Frederiks gik fra at have to behandlerrum til ni og flere nye ansatte.

Projektet med at bevare en tandklinik i lokalområdet ved at sammenlægge klinikkerne i Karup og Frederiks har været en spændende, nødvendig men også krævende proces, fortæller Martin Qvist Olesen.

- Det har sikret nærhed for patienter og bevarelse af arbejdspladser i området. Jeg har lagt meget energi i omstillingsprocessen, og jeg har været privilegeret ved at få lov til at arbejde med utroligt søde kolleger og patienter.

- Det har været en fantastisk tid, men nu kan jeg mærke, at der skal nye kræfter til i denne proces. Heldigvis er jeg helt tryg ved det dygtige personale, som skal tage over, så patienterne stadig kan føle sig trygge ved at komme på klinikken, siger han.

Martin Olesen, der har været plaget af diskusprolapser, er gået ned på 18 timer, og det er lidt svært, når han også er virksomhedsansvarlig.

- Jeg er begyndt at føle, at jeg må gøre tingene halvt. Jeg har det ikke så godt med, at skulle fortælle mine patienter, at det måske ikke er mig, de bliver behandlet af næste gang, da jeg kun er på halv tid, uddyber han.

Det har hjulpet på ryggen, at han er gået ned i tid, forklarer Martin Olesen, der blandt andet spiller badminton og har vundet næsten alt, hvad der kan vindes på veteran-niveau.

Martin Olesen blev uddannet tandlæge i Aarhus i 1985, da han var 23 år. Der var meget arbejdsløshed på det tidspunkt, men han fik job som tandlæge ved kasernen i Holstebro. Bopælen var Herning, men i 1986 blev han ansat hos tandlægen Ole Schmidt i Frederiks. Og så blev Frederiks den nye hjemby.

Sidstnævnte stoppede da han blev 75 år, og i 2003 overtog Martin Qvist Olesen og hustruen, tandplejeren Mie, klinikken.

Ud over at spille badminton er Martin Olesen også uddannet sommelier.