112 En 41-årige mand fra Karup-området er blevet i dømt fem måneders fængsel for blandt andet indbrud af særlig grov beskaffenhed i Karup- og Kjellerup-området og for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Manden var tiltalt i 10 sager og blev fundet skyldig i de fleste.
Blandt andet for et indbrud på en landejendom på Rydhaugen i Vium, der blev begået mellem den 1. og 5. juni 2020.
Her blev der stjålet diverse genstande, heriblandt drikkevarer, værktøj, arbejdsgrej, hårde hvidevarer, fliser, støbebeton, køkkenelementer, et spabad, gasflasker og andet til en samlet værdi af mindst 130.780 kroner.
Han nægtede sig godt nok skyldig, men politiet fandt koster på hans bopæl, hvor der også stod en blå VW Transporter, der til forveksling lignede den, der blev brugt til indbruddet.
Den 28. marts sidste år blev der på et tidspunkt mellem klokken 00.30 og klokken 04.00 begået indbrud på en landejendom på Karupvej i Karup, hvor der også blev stjålet diverse genstande, heriblandt byggematerialer, værktøj og arbejdsgrej for et for øjeblikket ukendt beløb.
Mellem den 4. og 5. marts sidste år blev der i forbindelse med andet indbrud på Karupvej stjålet diverse genstande, heriblandt værktøj, arbejdsgrej, 1000 liter fyringsolie af en for øjeblikket ukendt værdi. Den 41-årige nægtede sig skyldig, men der blev fundet koster hjemme på hans bopæl, inklusiv udstyr til opsamling af dieselolie, ligesom politiet fandt en nummerplade, der kunne forbindes til indbruddene.
Til gengæld var der ikke bevis for, at han stod bag et indbrud på Møllevej i Thorning tilbage i forsommeren 2020, hvor der blev stjålet forskellige ting, heriblandt en kompressor og håndværktøj.
Til gengæld blev han fundet skyldig i et indbrud på Skovfogedvej i Karup på et tidspunkt mellem den 23. juni og 23. juli sidste år.
Her blev der stjålet en Winther el-cykel, værktøj, arbejdsgrej, indbo, en luftbøsse, et våben- og et pengeskab til en samlet værdi af ikke under 95.620 kroner.
Manden nægtede, men hans DNA blev fundet på en vinkelsliber, som blev brugt under indbruddet.
Den 41-årige erkendte overtrædelse af euforiserende stoffer, da politiet den 25. maj sidste år på hans bopæl fandt 0,33 gram amfetamin.
Manden er tidligere straffet, og fortalte, at han var på kontanthjælp. Han havde ikke længere et narko-misbrug. Han havde to børn, som ikke boede hos ham. Han havde en kæreste.
Ud over fem måneders fængsel fik den 41-årige konfiskeret amfetaminen, ligesom han skal betale 57.668 kroner til Top Danmark og 22.555 kroner til Naturstyrelsen. Han modtog dommen uden at anke.