25 cyklister mistede livet i trafikken i 2021. Et lavere tal har Vejdirektoratet kun set én gang tidligere i mere end 10 år. Foto: Vejdirektoratet. Free

Ny rapport: Rekordlavt antal dræbte i trafikken i 2021

Vejdirektoratets nye rapport om ulykkestal vidner om et helt usædvanligt trafikår i 2021 med ekstraordinært få dræbte og tilskadekomne i trafikken

TRAFIK Selvom trafikken i sidste halvår af 2021 steg til et højere niveau, end før coronaepidemien ramte os, så viser tallene i Vejdirektoratets nye rapport om ulykkestal det laveste antal dræbte og tilskadekomne i trafikken, siden man begyndte at registrere ulykkestal tilbage i 1930’erne.

Af rapporten »Trafikulykker for året 2021« fremgår det, at i alt 130 personer blev dræbt i trafikken i 2021, mens der var 2607 tilskadekomne.

Transportminister Trine Bramsen siger:

»Tryghed i trafikken er helt afgørende for vores hverdag. Derfor er det positivt, at sikkerheden på vejene er steget. Men vi må aldrig læne os tilbage. Hver eneste ulykke er en for meget. Hver eneste tilskadekomne er en for meget. Derfor fortsætter fokus på at styrke sikkerheden og trygheden på de danske veje.«

Trafikken i 2021 var ligesom i 2020 påvirket af coronarestriktioner, og det gjaldt særligt begyndelsen af 2021, hvor store dele af samfundet var nedlukket. Men selvom biltrafikken i den sidste halvdel af året steg til et niveau, der var lidt højere end i 2019, så var antallet af dræbte og tilskadekomne stadig lavt i forhold til tiden før coronapandemien.

Vigtige tendenser fra rapporten viser, at:

Der var historisk få dræbte bilister i 2021. I alt 54 bilister i personbil mistede livet i trafikken sidste år, hvilket er det laveste tal i al den tid, hvor Vejdirektoratet har ført statistik over trafikulykker.

Der var færre dræbte og tilskadekomne i forbindelse med spiritusulykker end i de foregående år. I 2021 mistede i alt 26 personer livet i en spiritusulykke.

Der var et stort fald i antallet af dræbte mænd i trafikken i 2021. I alt 93 mænd mistede livet. Det er 32 procent færre end i de foregående år.

25 cyklister mistede livet i trafikken i 2021. Et lavere tal har Vejdirektoratet kun set én gang tidligere - det var i 2012.

Af rapporten fremgår det, at i alt 828 cyklister kom til skade sidste år, hvor det i de foregående år var cirka det samme og lå mellem 766 og 893 tilskadekomne cyklister.

Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, Vejdirektoratet, siger:

»For bare 20 år siden var antallet af tilskadekomne cyklister det dobbelte. Det tyder på, at en optimeret cykelinfrastruktur og forskellige cykelkampagner har forbedret forholdene for cyklister. Cykeltrafikken har i de sidste 10 år været faldende, og der kan være flere årsager til, at vi ikke cykler så meget, som vi har gjort tidligere. Vejdirektoratet stiller derfor i disse år ekstra skarpt på at fremme cyklismen med flere konkrete initiativer som for eksempel udbygning af cykelstier, kampagner og et stærkere fokus på ny viden. Vi skal have vendt udviklingen og op på sadlen igen - ikke mindst på de kortere ture. Det er både godt for vores egen sundhed, og det er godt for miljøet og klimaet.«

Der sker oftere cykelulykker i byerne end på landet, eftersom der er flere cyklister i byområder. Men også fordi der i byerne er mere blandet trafik, hvor de forskellige trafikanters veje kan krydse hinanden, og det øger risikoen for sammenstød.

De sidste fem år er to ud af tre ulykker med cyklister sket i ulykker med en krydsende eller svingende modpart, og cirka hver femte cyklist, der døde, blev dræbt i en eneulykke.

Til trods for, at det - i de foregående år - kun er 15 procent af de dræbte og tilskadekomne cyklister, der var i ulykker på landeveje, så var det hver fjerde dræbte cyklist, der mistede livet på en landevej i 2021. Forklaringen kan være bilisternes højere fart på landevejene, hvilket gør ulykkerne mere alvorlige, når de sker.

Sammenlagt vil Vejdirektoratet i løbet af de kommende år sætte gang i foreløbigt 29 navngivne projekter langs statsvejene, som har fokus på cyklisters trafiksikkerhed og et mere sammenhængende cykelstinet. Derudover vil der også i kommunalt regi blive anlagt et stort antal cykelstier.

Grafikken viser udviklingen i dræbte og tilskadekomne i 2021 i forhold til 2016-2020. Grafik: Vejdirektoratet. Free