LUFTFART Der er en god mulighed for, at flyvning mellem lufthavnen i Karup og Kastrup fortsætter.
Det vurderer Skive Kommunes 1. viceborgmester Mogens Birkelund (K), medlem af bestyrelsen for Midtjyllands Lufthavn i Karup.
- Vi har flere muligheder for at få en aftale med et nyt flyselskab. Vi regner i bestyrelsen med, at det kommer til at falde på plads, siger Mogens Birkelund.
Han tør ikke nu sige, hvornår flyvning på ruten bliver genoptaget. Flyselskabet DAT fløj sidste gang den 9. december. DAT har fløjet på ruten nogle år, og opgav den, da flyvningen ikke var rentabel for DAT.
Forleden varslede Midtjyllands Lufthavn opsigelse af medarbejdere.
Lave passagertal har over de senere år kostet de ni ejerkommuner penge. Nu må de finde flere til Midtjyllands Lufthavn. Derfor har lufthavnen bedt kommunerne om et ekstra tilskud på seks millioner kroner.
Midtjyllands Lufthavn ejes af kommunerne Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Struer, Viborg og Skive. Driften af lufthavnen skal balancere. Men de senere år har indtægterne langt fra dækket udgifterne. Kommunerne har tilført seks-syv millioner kroner årligt, Og i år er der så brug for yderligere seks millioner kroner for at få regnskabet til at balancere.
Den ekstra betaling bliver dog neutraliseret af, at kommunerne har fået penge tilbage fra luftavnen som følge af corona-kompensation til Midtjyllands Lufthavn.
Kommunerne Viborg og Herning er de største af de ni ejere. De skal betale godt 1,2 millioner kroner ekstra til lufthavnens drift i år. Silkeborg Kommune skal betale godt 400.000 kroner.
De ekstra seks millioner bliver som nævnt kun udbetalt, hvis alle ni kommuner står sammen om ekstra-bevillingen.