Djævlen med det borgerlige navn Dieter »Didi« Senft har siden 1993 har været en fast del af tour-karavanen / Foto: A.S.O. / Aurélien Vialatte

Djævelen er på vej

Viborg får besøg af selveste djævlen, når DGI Hærvejsløbet i 2023 får status som officiel L’Etape by Tour de France

CYKELLØB Mange danskere, der har fulgt Tour de France på tv eller været ude for at heppe ved de franske landeveje, er helt sikkert stødt på en helt speciel tilskuer, der i sit karakteristiske djævlekostume har opildnet rytterne ude på ruten.

Det er den 70-årige tysker Dieter »Didi« Senft, der siden 1993 har været en del af tour-karavanen. Derfor kommer han selvfølgelig også til Viborg, når DGI Hærvejsløbet i 2023 får status som L’Etape by Tour de France, og deltagerne således kører om officielle gule, grønne og prikkede Tour de France-trøjer.

- »Djævelen« vil være til stede forskellige steder ude på ruterne den 24. juni, hvor han vil skabe stemning, og senere besøger han målområdet, hvor det er muligt at få taget fotos med ham, siger løbsansvarlig for DGI Hærvejsløbet, Magnus Korsgaard Nielsen, og fortsætter:

- Vi er rigtig glade for, at Didi kommer til Viborg, da mange danskere forbinder ham med Tour de France, og derfor gør endnu mere for at skabe en ægte Tour de France-stemning på ruten. Det er dog også vigtigt at understrege, at det hyggelige motionsløb lever i bedste velgående. Konkurrencerne om Tour-trøjerne er blot en ekstra dimension, som forhåbentlig giver en større oplevelse for alle.

DGI Hærvejsløbets nye status som officiel L’Etape by Tour de France blev offentliggjort i november, hvor også Tour de France’ direktør, Christian Prudhomme, udtrykte sine store forventninger til løbet:

- Vi hos Tour de France-arrangørerne, ASO, er meget glade for, at L’Etape by Tour de France-serien kommer til Danmark. Den fantastiske succes med Tour de France Grand Départ i Danmark var et bevis på, at en L’Etape by Tour de France-event på danske veje er en god idé. Dømt ud fra den helt unikke begejstring langs de danske veje og de fantastiske præstationer fra de danske ryttere i årets Tour de France med fire etapesejre og både den gule trøje og bjergtrøjen vundet af Jonas Vingegaard, er jeg sikker på, at eventet bliver en stor succes, og at både danske og internationale cykelryttere vil få en ægte Tour de France-oplevelse i Viborg den 24. juni 2023, når de på flotte veje skal konkurrere om Tour de France trøjer under de bedst mulige forhold for amatørryttere, udtalte Christian Prudhomme i forbindelse med offentliggørelsen.