Kunst Det berømte Bayeux-tapet er et halv meter højt og 70 meter langt vægtæppe broderet i middelalderen med uldgarn på hørlærred.

Det er bevaret og udstillet på et museum i franske Bayeux, men kan også ses i en nøjagtig og permanent udstillet kopi på Børglum Kloster.

Det illustrerer med en lang serie af motiver Vilhelm Erobrerens indtagelse af tronen i England, da normannerne vandt Slaget ved Hastings i oktober 1066.

Knapt så dramatisk er historien om Frederiks, men ikke desto mindre har landsbyen på heden syd for Fjends fået sit eget »Bayeux-tapet« i form af et vægmaleri, der måler 23 meter i længden og 2,6 meter i højden.

Det fortæller lokalhistorien gennem 250 år fra den slidsomme opdyrkning af heden under kommando af Ludvig von Kahlen, hvis historie først blev fortalt af Ida Jessen i romanen »Kaptajnen og Barbara« og siden filmatiseret i »Bastarden« med Mads Mikkelsen i rollen som Ludvig von Kahlen, til den dynamiske landsby, som er Frederiks anno 2025.

Vægmaleriet er udvirket af Fjends-kunstneren Tove Lois Andreasen, der har både bopæl og atelier i Vroue.

Den erfarne portrætmaler udstillede forrige vinter i kirkecentret i Frederiks, hvor hun tiltrak sig opmærksomhed fra en arbejdsgruppe under Alhedens Borgerforening med Arne B. Christensen i spidsen.

Den havde puslet med ideen om et stort vægmaleri på bagsiden af Brugsen på Kongemosevej, og Arne B. Christensen tog kontakt til Tove Lois Andreasen, da gruppen godt kunne lide hendes stil og fandt den passende til det, de havde i tankerne.

Efter en idéudviklingsfase, hvor motiver blev valgt til og fra, kunne Tove Lois Andreasen gå i gang med det store projekt, og hun har brugt hele vinteren på at blive færdig til fernisering på maleriet fredag den 25. april.

- Jeg har aldrig tidligere givet mig i kast med noget lignende, og det har taget mig et halvt år at blive færdig, lyder det næsten forpustet fra 75-årige Tove Lois Andreasen.

I stedet for at male direkte på muren foreslog Tove Lois Andreasen, at hun i stedet skulle male motiverne på en række fiberbetonplader, som så siden ville blive til ét stort maleri, når det skulle monteres.

- Jeg er jo en gammel kone, så jeg kan ikke stå på en stige og male på en væg, og det var de heldigvis indforståede med, griner Tove Lois Andreasen.

Dermed blev det sådan, og siden har kunstneren derhjemme tumlet med i alt 38 fiberbetonplader på 120 gange 130 centimeter, der i to rækker á 19 plader nu er blevet hængt op i et samlet vægmaleri på 23 meter i længden.

Kunstneren har, efter først at have grundet alle pladerne, udelukkende benyttet sig af udendørs maling, der skulle være i stand til at modstå både rusk og regn på den vindblæste hede.

- Faktisk er det solen, jeg er mest bekymret for, men malermesteren har sagt god for det, så jeg er fortrøstningsfuld, siger Tove Lois Andreasen.

Med start ved opdyrkningen af heden omkring 1760 med stude foran ploven bevæger fortællingen sig frem mod nutiden, hvor det moderne Frederiks er en dynamisk landsby.

Den tæller i 2025 omkring 1800 sjæle, egen skole, bibliotek, lægehus, tandlægehus, fjernvarme, dagligvarehandel, en lang række andre erhvervsdrivende og ikke mindst et blomstrende og vildtvoksende foreningsliv.

Undervejs i fortællingen gøres der historiske nedslag, hvor ikke mindst de navnkundige kartoffeltyskere fylder meget.

På en bakke i det fjerne anes købstaden Viborg, hvis navn oprindeligt betyder »det hellige sted på bakken«, og som var et stort marked til afsætning af de kartofler, der som den eneste afgrøde kunne gro på heden.

Der gøres også holdt ved Frederiks Kirke fra slutningen af 1700-tallet, byens anlæg, mejeriet og den gamle station.

»Konebanen«, som den blev kaldt i folkemunde, gik nemlig gennem byen på jernbanestrækningen mellem Viborg og Herning.

Den blev indviet i 1906, og først omkring den opstod byen Frederiks, der altså ikke er særligt gammel.

Strækningen blev nedlagt igen i 1971, men stationsbygningen ligger der fortsat i Jernbanegade, hvor den er blevet renoveret af borgerforeningen.

Blandt vægmaleriets nyeste motiver er Alhedens Idræts- og Kulturcenter med dens svømmehal og hovedgaden med den gamle kro, der i øvrigt har sit eget vægmaleri.

Tove Lois Andreasen har haft hele det færdige motiv liggende som skabelon i et tegneprogram, så hun har kunnet splitte det op i de 38 felter, hun har arbejdet med.

I sit værksted har hun også haft plads til at have op til fire plader ved siden af hinanden, så hun kunne sikre, at overgangene fra den ene plade til den anden blev ubrudt og gnidningsfri i både motiv og farvevalg.

- Og så var min mand så sød at lave nogle stativer, så jeg også kunne have to plader oven over hinanden, så jeg kunne se hele sammenhængen, siger Tove Lois Andreasen.

Med så lang en historie at fortælle, er det færdige resultat også blevet med en meget stor detaljerigdom, og kunstneren har indimellem selv måttet læse op på Frederiks' lokalhistorie for at kunne holde sig til virkeligheden.

Skulle nogen finde inspiration i hendes værk i Frederiks, vil Tove Lois Andreasen ikke udelukke, at hun kunne være frisk på en lignende opgave en anden gang og et andet sted.

- Jeg er jo en ældre dame, men får jeg tiden til det, så kunne det da godt være. For selv om det har været et stort arbejde, har det også været virkelig spændende, siger Tove Lois Andreasen.