Anne Pedersen fra tøjbutikken Plus-Q i Karup erkender, at energikrisen rammer salget af tøj i hendes butik. Foto: Morten Hallstrøm

Ejer af tøjbutik i Karup: Vi er pressede

Tøjbutikken Plus-Q flyttede til Karup, da krisen ramte

KARUP Sidste år åbnede Anne Pedersen tøjbutikken Plus-Q for »store piger« på Benslehøjvej i Grønhøj.

Men i starten af i år kunne vi her i Midtjyllands Avis oplyse, at selskabet bag hendes Rønde-butik, Plus-Q ApS, var under konkurs og lukket.

Ifølge det centrale virksomhedsregister (CVR) er konkursbehandlingen nu afsluttet og virksomheden opløst.

Selskabet havde en negativ egenkapital på 1,5 millioner kroner.

Men hendes butik i Midtjylland fortsætter tilsyneladende under et selvstændigt CVR-nummer og navn.

Anne Pedersen var tidligere i år med til at flytte butikken til Industrivej i Karup.

Ifølge hende, fordi butikken blev for stor til Grønhøj.

Anne Pedersen skriver i en skriftlig kommentar til avisen, at Plus-Q i Rønde er et afsluttet kapitel, og at det går »forrygende« med butikken i Karup, der også har en web-butik, og at den ikke er på vej »mod konkurs eller noget«.

- Men vi kan godt mærke, at folk prioriterer anderledes nu på grund af deres udgifter, oplyser hun.

På butikkens lukkede Facebook-side skrev hun for nylig, at butikken befinder sig i en svær situation rent økonomisk på grund af energikrisen og folk, der køber mindre tøj på grund af de højere priser.

»Vi siger: Kommer vi igennem oktober og november, så bliver vi her. Det er disse to måneder, der er svære og afgørende«.

»Flytningen af butikken skete lige som krisen ramte værst. Med et fem-cifret beløb til depositum af ny butik, så skete det på det værst tænkelige tidspunkt...«

»Så vi er pressede«, skrev hun på Facebook.