KÆLEDYR De kommer ikke længere, når vi kalder »Kvik« eller »King«.
De populære hundenavne i 2022 er nemlig nogle helt andre, og er der noget generelt at sige om dem, er det vel, at de nu nærmere får menneskenavne og i mange tilfælde også de navne, vi ellers giver vores børn.
Agria Dyreforsikring laver hvert år lister med de mest populære dyrenavne blandt alle de hunde- og katteejere, der tegnede forsikring hos dem i året, der gik.
Og i 2022 var de mest populære hundenavne for tæverne Molly og Luna, mens de for hanhundene var Charlie og Eddie.
Disse navne er også kendte fra tidligere lister, og mens ingen længere kalder hunden for »Trofast«, er trofast netop, hvad hundeejerne i vid udstrækning er, når det kommer til at navngive Fido.
Opfindsomheden er ikke stor, og skal der endelig leges »hent« ved døbefonten, ser det ud til, at pinden kastes i retning af Disney-universet.
Det er i hvert fald her, at de eneste nye navne på listen er fundet i skikkelse af henholdsvis Coco og Simba.
Også når det kommer til at navngive din mis, er du med stor sandsynlighed ret konservativ, selv om katten i højere grad »sgu er sin egen«, som Piet Hein engang udtrykte det i et Gruk.
Måske er det, fordi katte er lidt mere sniger-agtige, at flere her end hos hundene har listet sig ind i top 10 i skikkelse af Sofus, Hugo og Anton hos hankattene og Bella, Freja og Wilma hos hunkattene, men i det store hele minder også kattelisterne om de foregående.
Det betyder, at flest hunkatte hedder Luna eller Molly, nøjagtig ligesom hos hundene, mens flest hankatte hedder enten Charlie, som hos hundene, eller Simba.
Hunkatte hedder typisk Luna eller Molly, mens flest hankatte hedder Simba eller Charlie. Der er dog lidt flere nyheder på kattelisten end hos hundene. Pressefoto