20-årig fik bøde for at være skyld i trafikuheld.Foto: Jakob Stigsen Andersen

20-årig dømt for trafikuheld: Var uopmærksom

Ung mand fra Karup-området kørte op bag i bil på Aarhusvej ved Ans. Nu er han dømt skyldig

ANS/KARUP En 20-årig mand fra Karup-området er i retten i Viborg blevet idømt en bøde 1250 kroner og har fået kørselsforbud.

Manden blev således fundet skyldig i at være årsag til et trafikuheld på Aarhusvej ved Ans ved 14.10-tiden den 16. marts i 2022.

Den 20-årige kørte mod nordvest, da han ved Bøgedal kørte op bagi en personbil, der var ved at bremse ned.

Bilen foran satte farten ned på grund af en holdende lastbil foran, der skulle svinge til venstre og som afventede modkørende trafik.

Den 20-årige nægtede sig skyldig.

Han forklarede i retten, at han denne 16. marts om eftermiddagen var på arbejde og kørte i arbejdsgiverens bil. Han var uopmærksom og lagde ikke mærke til, at den forankørende var ved at standse ned på grund af lastbilen foran, der var ved at dreje til venstre.

Han kørte ind i bagenden og blev efterfølgende kørt til sygehuset med en smule ondt i nakken og brystet. Han var under observation i et døgn, inden han blev udskrevet uden mén.

Retten skriver i forbindelse med domsafsigelsen, at uanset om den forankørende lastbil undlod at blinke for at svinge til venstre, eller at den forankørendes bils bremselygter ikke lyste, så burde tiltalte have lagt mærke til den forankørendes kørsel og have nedsat hastigheden så meget, at uheldet burde være undgået.

Det bemærkes samtidig, at de fremlagte oversigtsfotos af uheldsstedet viser, at uheldet fandt sted på en flad strækning med gode udsigtsforhold.

Den tiltalte er i gang med en erhvervsuddannelse i Karup-området. Han er ramt af ADD, men det ændrede ikke på dommens udfald.

Da uheldet skete indenfor de første tre år efter, at den 20-årige første gang erhvervede kørekort, så træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse af kørekortet.