Det er tid til Island. Foto: Erik Madsen
KARUP I uge 36 har foreningen Norden i Karup sin 9-dages sommertur til Island, hvor man denne gang når hele Island rundt.
Turen starter i Karup, og man flyver fra Kastrup. Hjemrejsen slutter i Billund, så deltagerne får en ekstra dag i Reykjavik, når man vælger denne ankomstlufthavn. Det er i samarbejde med Sørens Rejser i Kjellerup, der har arrangeret turen.
Bureauet har måttet forhøje prisen med 800 kr. grundet Ukrainekrisen (olietillæg), men foreningen har besluttet, at den så giver et medlemstilskud på 300 kr.
Efter landing i Keflavik starten man med at køre langs sydkysten, og allerede dagen efter besøger man øen Heimaey, der i 1973 blev begravet i vulkansk lava og aske, så man i dag kan gå rundt inde i bygningerne, der er gravet fri eller stadig dækket. Derefter forsætter man Island rundt, hvor man bl.a. kommer ud at sejle på Myvatn, og selvfølgelig indeholder turen også oplevelser som gejsere med springvand, vandfald, besøg i Reykjavik, så der venter 1. gangs besøgende en storslået oplevelse, der forhåbentlig krydres med oplevelsen af nordlys og vulkanudbrud.
Det er en rejsetradition, at foreningen Norden i Karup samarbejder med Sørens Rejser, og man har den regel, at man hvert andet år har en billig tur, og allerede nu har foreningen et godt tilbud inde om en ø-tur i Danmark, hvor man besøger 21 øer på 5 dage.