BUDGET Viborg Kommune vil finde besparelser for 60 millioner kroner - bare for en sikkerheds skyld.
Det er nemlig slet ikke sikkert, at der bliver brug for det, og det er ikke, fordi man akut står og mangler de mange penge på budgettet, at man vil lave en grundig gennemgang af alle udgifter og på den baggrund udarbejde et sparekatalog frem mod budgettet for 2024.
Det er derimod med baggrund i den store usikkerhed om både verdensøkonomien og den danske økonomi, at man finder det betimeligt i god tid at finde ud af, hvor der kan spares, hvis nu det skulle blive nødvendigt.
Man ønsker med andre ord at udvise rettidig omhu, og det selv om man samtidig betegner kommunens økonomi som »robust«.
- Viborg Kommune er veldrevet, og vi har en sund økonomi. Derfor har vi mulighed for at begynde en grundig proces, hvor vi kan identificere mulige besparelser og konsekvenser og på den måde sikre den langsigtede holdbarhed for vores økonomi, også når vi kigger ind i en meget usikker periode, som vi gør nu, siger borgmester Ulrik Wilbek (V) om tiltaget.
Helt konkret får ledelsen og medarbejderne i Viborg Kommune til opgave at identificere områder, hvor det er muligt at gennemføre besparelser, og ideerne vil så blive præsenteret for byrådet i juni og om nødvendigt indgå i budgetforhandlingerne for 2024, der for alvor skydes i gang i august 2023.
Borgmesteren understreger, at man ønsker at påvirke den borgernære velfærd så lidt som muligt, hvis det skulle blive nødvendigt at gennemføre nogle af spareforslagene.