SKELHØJE Har man en forkærlighed for lokale krydderurtesnapse ledsaget af lidt sild og ost, så er der torsdag den 28. august en god mulighed for at blive klogere på hvilke urter, der særligt egner sig og hvordan de gyldne dråber smager, når de er færdigbryggede.

- I august bugner det med spiselige planter i naturen. Ganske mange er også velegnede i kryddersnapse. Vi hører om, hvordan de anvendes i kryddersnapse og dufter til nogle af krydderurterne på en kort vandretur i naturen ved Daugbjerg, inden vi ved aftenstide spiser på den overdækkede terrasse ved klubhuset ved Daugbjerg stadion. Her får vi et let traktement med te slags hjemmelavede kryddersnapse, lidt sild og lidt ost, fortæller turleder og snapsebrygger Arne Friis Hansen, Sparkær.

Blandt de tre hjemmebryggede snapse har Arne denne gang også en helt lokal opskrift på en »maløwtdram«.

- Folkemindesamlerske Kirstine Nielsen fra Ejsing fandt en opskrift på en god, gammeldags husmandsnaps fra Ørum Sogn i Fjends. Ørumboerne må have været nogle tørstige sjæle, for ud over havemalurt og adskillige stykker ingefær, så skulle urterne overhældes med ½ anker brændevin. Et anker er en gammel måleenhed og er 36,68 l. Mindre kan gøre det, og deltagere skånes for så gavmilde mængder, fortæller turlederen.

Han medbringer også en irsk urtesnaps.

- Den er et orgie i planter. Kvan, mjødurt, enebær, korianderfrø og flere andre. Dertil orientens krydderier som kardemomme, stjerne anis og lime og citron. Egentlig er det en opskrift på en irsk »gunpowder gin«, men den går også fint som en kryddersnaps, hvor især enebær giver snapsen karakter, siger Arne.

Sidste smagsoplevelse bliver en kryddersnaps som er en hilsen fra midsommerens milde dufte af hyldeblomst.

Med til historien hører også at flaskerne med de tre forskellige snapsetyper har fået individuelle, hjemmefremstillede etiketter, som karakteriserer den enkelte kryddersnaps.

Udover at lægge op til nogle timers hyggeligt samvær ved Kalk Kaminoen er det også tanken med arrangementet at øge kendskabet til den lokale flora, og hvilke urter man kan bruge til kryddersnapse,

Der er begrænset deltagerantal og tilmelding er senest den 23. august efter »først til mølle«-princippet via Kalk Kaminoens side på Facebook. Her finder man også flere praktiske oplysninger om arrangementet.

Der bliver lidt godt til smagsløgene.
Der bliver lidt godt til smagsløgene.
<em id="emphasis-b4c2b113e244ef0432fcbe5493dcad65">Arne Friis Hansens hjemmedesignede etiket til snapseturens »malurtbitter« viser fuglemaleren Johannes Larsen på Fyns Hoved, hvor strandmalurten vokser frodigt på stranden. Privatfoto</em>
<em id="emphasis-b4c2b113e244ef0432fcbe5493dcad65">Arne Friis Hansens hjemmedesignede etiket til snapseturens »malurtbitter« viser fuglemaleren Johannes Larsen på Fyns Hoved, hvor strandmalurten vokser frodigt på stranden. Privatfoto</em>

Hvad mener du?

Har du en kommentar eller en idé til en artikel, så er du velkommen til at kontakte mig på min mail [email protected]