Rema 1000 på Herningvej 4 i Karup har fået ny købmand. Den officielle overtagelse finder sted tirsdag den 12. september.

Ny købmand i Rema 1000 i Karup

Dennis Lind Pedersen, som har drevet butikken de seneste ti år, har valgt at give ansvaret videre til Mikkel Hedegaard Laczko

DETAIL Nøglerne til Rema 1000 på Herningvej 4 i Karup har netop skiftet hænder. Dennis Lind Pedersen, som de seneste ti år har drevet butikken, har valgt at give ansvaret for butikken videre til Mikkel Hedegaard Laczko. Efter at have været en del af Rema 1000 i mere end 28 år, har det været alt andet end nemt at træffe beslutningen om at trykke på pauseknappen - men det har været nødvendigt:

- Jeg har været en del af Rema 1000 siden 1995, og det er jeg virkelig stolt af. Det er helt og aldeles min egen beslutning at give butikken videre til Mikkel. Efter mange gode år har jeg brug for at trække vejret, og det er ikke et farvel, men derimod et gensyn. Jeg trænger til at finde mig selv, og resten af året har jeg ingen planer – jeg skal lave mad og have tid til mine interesser. Og så håber jeg, at kunderne vil tage godt imod Mikkel, siger Dennis Lind Pedersen. 26-årige Mikkel Hedegaard Laczko har - trods sin unge alder - mere end ti års erfaring i Rema 1000. Han startede som ungarbejder i Rema 1000 i Lemvig, hvor han de seneste tre år har været souschef. Nu er han klar til at bruge sin erfaring som købmand i Karup. Faktisk er han allerede i fuld gang – han startede nemlig i butikken mandag den 7. august:

- Jeg har virkelig glædet mig til at overtage butikken her i Karup og til at møde mine kollegaer. Jeg har hilst på en masse søde kunder, og jeg ser frem til at lære endnu flere at kende. Gennem årene har Dennis gjort et virkelig godt stykke arbejde i butikken, og det skal jeg forsøge at føre videre. Som souschef i Lemvig havde jeg fokus på de friske varer og den gode kundeservice. Det vil jeg forsøge at videreføre – kunderne skal have en fantastisk oplevelse, når de handler hos os, siger Mikkel Hedegaard Laczko.

Mikkel Hedegaard Laczko bor i Holstebro sammen med sin kæreste Cecilie. Fritiden bruges sammen med familie og venner, ligesom han elsker at rejse. Sammen med Cecilie er han netop hjemvendt efter at have rejst i Australien siden november 2022.

Dennis Lind Pedersen stopper efter 10 år i Karup.