Landdistrikter: Vigtigt med lufthavn i Karup

Indenrigsluftfart binder Danmark sammen, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd, der opfordrer politikerne til at give statsstøtte til Midtjyllands Lufthavn

KARUP Det er afgørende for erhvervslivet og turismen, at der er mulighed for at flyve indenrigsflyvning mellem landsdelene.

Det er meldingen fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der også er byrådsmedlem for Venstre i Lemvig Byråd.

Vigtigt med statsstøtte

Han mener derfor det er vigtigt, at politikerne på Christiansborg beslutter sig for at give statsstøtte til Midtjyllands Lufthavn i Karup, der har været midlertidigt lukket siden december 2022. Det har betydet, at man ikke har kunnet flyve indenrigs fra Midtjylland til København og videre ud i verden.

Binde landet sammen

- Indenrigsluftfart er vigtig infrastruktur, som hjælper til at binde vores land bedre sammen og sikre, at vi hurtigt kan komme frem og tilbage mellem landsdele, siger han i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at også lufthavnene i Rønne på Bornholm og Sønderborg i Sønderjylland får tilskud fra staten til at sikre indenrigsflyvning.

- Det kan have store konsekvenser for sammenhængskraften og for erhvervsudviklingen, jobskabelsen og bosætningen, når dele af indenrigsluftfarten lider et knæk, siger han.

SVM-regeringen har ambitioner om at etablere en grøn indenrigsrute i 2025, og senest i 2030 skal der være fuld grøn indenrigsflyvning. Det fremgår af regeringsgrundlaget.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, mener, at det er vigtigt at holde hånden under indenrigsluftfarten i Danmark. Foto: Martin Ballund