Jørgen Pedersen (th) og Henrik Madsen overtager værkstedet på Bakken efter Jesper Hansen, der i dag er underviser på Mercantec i Viborg. Foto: Morten Hallstrøm

Makkerpar overtager det lokale autoværksted

Henrik Madsen og Jørgen Pedersen udlever drømmen om eget autoværksted og overtager Autogården Skelhøje efter Jesper Hansen, der har drevet værkstedet i 25 år

OVERTAGELSE Inden længe kommer der et nyt skilt op ved vejen på adressen Bakken 17 i Skelhøje.

Autogården bliver til Alhedens Autoteknik ApS, og det er makkerparret Henrik Madsen og Jørgen Pedersen fra Frederiks og Skelhøje, der per 1. maj overtager autoværkstedet efter 53-årige Jesper Hansen, der har drevet Autogården i præcis 25 år.

Det er det eneste autoværksted i Skelhøje og kunderne kommer fra både Viborg, Kjellerup, Frederiks og fra byen, naturligvis.

- I de sidste par år har jeg arbejdet som underviser på Mercantec i Viborg, og derfor har jeg også gearet lidt ned på værkstedet her i Skelhøje. Jeg arbejder stadig med biler i forbindelse med undervisningen, men jeg har fået færre timer i forhold til tidligere, forklarer Jesper Hansen, der bor i Frederiks.

Jesper Hansen beholder lokalerne, som han lejer ud til Henrik Madsen og Jørgen Pedersen. Der er 350 kvadratmeter at gøre godt med.

Jesper Hansen er glad for, at værkstedet bliver videreført af kompetente folk som Henrik Madsen og Jørgen Pedersen.

- Jeg har haft mange henvendelser, men det har været vigtigt for mig, at det er gode folk, som jeg tror på er i stand til at videreføre stedet i samme ånd, siger Jesper Hansen.

Henrik Madsen og Jørgen Pedersen er begge ansat hos et mindre lokalt værksted. Jørgen har været der i fem år, mens Henrik har været der i kortere tid. Han var tidligere ansat på Frederiks-værkstedet Viborgvejens Auto, der lukkede for et år siden.

Siden har de forsøgt at finde egnede lokaler.

- Det har altid været en drøm at få vores eget værksted, og det er lykkedes nu, hvilket vi er rigtig glade for, siger Henrik Madsen.

Værkstedet skal være det lokalt forankrede værksted, der vil sætte en ære i god service.

Hos Alhedens Autoteknik skal man eksempelvis kunne komme ind og få en uforpligtende snak om biler, og hvad kan svare sig og ikke svare sig, fortæller Jørgen og Henrik.

Alhedens Autoteknik vil fortsat være en del af Automester-kæden, der giver god back up.

I forbindelse med overtagelsen vil lokalerne blive istandsat, og den 22. april markeres overtagelsen med et åbent hus-arrangement.

Foto: Morten Hallstrøm