Lars Krog fortæller, at situationen for Dagli’Brugsen i Frederiks er alvorlig.

Nødråb fra Brugsen i Frederiks: Støt os nu

Dagli’Brugsen i Frederiks er ekstra hårdt ramt. Ikke blot stiger energipriserne. Hovedgaden er også halvt lukket - det koster kunder. Risikoen er lukning om et år, hvis det hele fortsætter som nu

FREDERIKS Uddeler Lars Krog fra Dagli’Brugsen i Frederiks slås lige nu for at få det hele til at hænge sammen.

Hans forretning er ramt af tre dårlige ting på én gang.

Stigende energipriser og højere inflation er de to af dem. Dem møder vi alle lige nu, og for mange butikker er det en hård cocktail at komme over.

Oveni er der ved at blive lavet kloakarbejde i Frederiks. Og Søndergade, hvor Dagli’Brugsen ligger, er ramt af kloakarbejde frem til juni 2023. Vejen er lukket.

- Jeg har undersøgt, om de ikke kunne gøre noget, så den ene halvdel af vejen ikke hele tiden var spærret. Men der er ikke noget at gøre, siger uddeler Lars Krog.

Han fortæller, at gadehandlen - hvor kunder kommer efter sodavand og sandwich - er tørret kraftigt ud. Og så er der resten af kunderne, der lige nu heller ikke altid lige kører fordi Dagli’Brugsen i Frederiks for at handle, men kører uden om Frederiks, fordi det er nemmere end en bøvlet hovedgade.

Åbningstid ned

Den slags koster. Lars Krog mangler 8-10 procent af kunderne i forhold til, hvad der plejer at være i butikken.

- Kunderne er også hårdt ramt af stigende energipriser og inflation. Det viser sig også på de indkøb, som de gør. De køber de billigere varer, siger Lars Krog.

Lige nu har Dagli’Brugsen med virkning fra i går sat åbningstiden ned med to timer. Der er skåret en time i hver ende. Det giver besparelser.

Lars Krog har også afskediget nogle af ungarbejderne.

- Men det er begrænset, hvor mange vi kan sige farvel til.

- Kunderne forventer jo at få service hos os, siger Lars Krog.

Han erkender også, at der er grænser for, hvor langt han selv kan løbe på den samme liter benzin.

I august i år lød strømregningen på 139.000 kroner. Sidste år i august var regningen på 35.000 kroner.

De ekstra penge skal findes på et presset marked.

Dagli’Brugsen har lidt penge at stå i mod med. Men fortsætter energipriserne med at ligge, hvor de gør nu, så holder Dagli’Brugsen ikke skansen om et år.

- Vi kan naturligvis låne af staten - men det gør vi ikke før alt andet er afprøvet, siger Lars Krog.

Sammen med den lokale bager og blomsterhandler har Dagli’Brugsen lavet et fælles opråb, hvor man opfordrer til, at der bakkes op lokalt. Hvis borgerne i Frederiks vil have lokale butikker, så er de nødt til at handle mere i dem.

Lars Krog har også plan om, at folk kan sende Dagli’Brugsen et støttebeløb til energien.

Og senere på efteråret er der planer om at holde et borgermøde sammen med den lokale borgerforening, så man kan få understreget situationens alvor.