HISTORIE Leif Birger Holmstedt fra Odensen er slægtsforsker og har skrevet følgende bretning, som ugeavisen har fået lov til at bringe:

Af folketællingslisten for året 1787 fremgår det, at en tidligere studefold nu var blevet til en mindre gård og benævnes »Korshuuset«. Navnet rummer ikke megen mystik, idet den ensomt beliggende gård lå ved en korsvej på heden mellem Viborg og Herning. I 1803, er gården indtegnet på Videnskabernes kort hvor den benævnes »Gedhus«, navnet menes at være opstået omkring 1800. Indtil 1846 figurerer begge navne sideordnet i realregistret, herefter forsvinder navnet »Korshuus« både i almindelig omtale og fra officielle registre og protokoller.

Det var først ved folketællingen i 1801, hvor navnet Korshuuset stadig benyttes, at var det blev muligt at få oplysninger om stedets beboere. Det var gårdmanden Anders Olesen 37 år og hans hustru Anne Jensdatter 34 år samt sønnen Ole på 4 år.

Anders Olesen var den 17. januar 1797 blevet gift i Karup Kirke med Anne Jensdatter, en datter af gårdejer Jens Jørgensen og Mette Pedersdatter i Egelund.

Giftermålet kom sikkert ret hurtigt i stand, idet sønnen - den senere ejer Ole Andersen var på vej.

Ole overtager

En udskiftning fra Grougaard omkring 1797 tilførte Gedhuset et jordtillæg på mere end 1000 tdr. hede til gårdens i forvejen store hede areal.

I november 1829 – overtager Ole ejendommen efter sin far under kaldenavnet »Ole Gedhus« og han bliver stamfar til den slægt, der sad på den efterhånden ret store gård frem til salget til Hedeselskabet i 1898.

Tage Lier Hansens skriver i sin bog »Karup-flade«:

» Ole boede i »Gedhus« til sin død 1861, og det var altså i hans tid, at ejendommen ifølge sikre forlydender var en art smugkro og fast station for de lyssky transporter, der ad velorganiserede ruter forsynede bissekræmmere og markedshandlende med indsmuglede klæde- og silkevarer fra Nordtyskland.

Disse forhold kan sikkert give nogen det indtryk, at Ole var en lovbrydende person, men det er ganske forkert. Hans renomme var godt, og en tid fungerede han endog som skatteopkræver. Den beværtning og udskænkning, som han praktiserede, må nemlig ikke sammenlignes med vor tids opfattelse af begrebet smugkro.

Dengang var der næsten tradition for, at en ejendom, ensomt beliggende ved en rejserute, tjente som en slags bedested, hvor de vejfarende for en passende betaling kunne få mad, drikkevarer og husly, og efter beliggenheden var »Gedhus« med sin placering ved et vejkryds i en øde egn næsten selvskreven til nævnte funktion.

Hjælpende hånd

Og at række smuglerne en hjælpende hånd og således medvirke til at dreje tolderne en knap, så man ej heller noget forkrt i. Toldkontrollørerne var jo i forreste linje i kampen mod fremstilling af brændevin, og på landet ansås hjemmebrænderiet” som en ukrænkelig ret, uanset hvad loven påbød.

Altså mødtes toldvæsnets folk traditionelt med en vis modvilje fra landbefolkningens side.«

Ole gik for at være en velhavende mand, og med Gedhusets øde placering på heden, var det et godt udtænkt sted for Bettefanden, at lave det røveriske overfald - som fandt sted den 23. august 1835, og som kunne læses i avisen ”Den Viborg-samler” 20. september 1835:

»Et skjændigt Overfald er for nogen Tid siden forøvet paa Ole Andersen, Eier af Gjeddehuset, et eensomt liggende sted, vesten for Karup Aa, ved den til Ringkøbing førende Landevej. Efter hans Opgivende til sin Øvrighed blev han Natten mellem den 21de og 22de f. M. vækket af en Person, der Bankede paa og bad ham følge sig hen til en noget derfra væltet Vogn og hjælpe ham at rejse denne. Efter at have fulgt den Fremmede et stykke vei, erholt han denne et Slag med et Knippel over den venstre Arm, en anden Person kom pludselig til, og begge disse Røvere overmandede og bandt ham efter nogen Modstand. De aftvang ham ved Trudsler og Mishandlinger den urigtige Tilstaaelse, at han på et opgivet sted i Huset havde 50 Rbd. liggende, berøvede ham hans nøgler og begave sig til huset, som de truede med at ville antænde.

Den bundne saa nu, hvorledes der i huset tændtes lys dette bragtes frem og tilbage, for at randsage overalt. Først efter en rum tids Forløb, og efter at

Stået stille

Lyset temmelig længe havde staaet stille paa samme sted, vovede Manden, der nu sluttede, at Røverne havde begivet sig bort, at raabe om Hjælp, hvorpaa hans Tjenestedreng kom til og løste ham fra hans Baand. Ved hjemkomsten fandt Ole Andersen, at et uhr, en stor Mængde Klæder og Andet mere var bortstjaalet.«

I historiske randgloser til Blichers noveller skriver digteren Jeppe Aakjær om overfaldet i en mere dramatiseret form:

Af alle »Bettefanden« misgerninger skal nævnes overfaldet på Ole Andersen, der boede mellem Karup og Sunds på den afsidesliggende gård, Gedhuset. Det skete den 23. august 1835. Bettefanden og en kræmmer, smeden Anders Hansen, Nørager, 1½ km fra Stenild, havde skumle planer sammen, og da det hed sig, at Ole Andersen var en velhavende bonde på et øde sted, var det nærliggende at prøve lykken der.

Selv om der var 8 mil til Gedhus, var der måske lette penge at tjene der. De to røvere nåede frem til gården d. 21. august og gemte sig på høloftet.

Det var imidlertid svært at finde øjeblikket, hvor alle havde forladt gården, så de kunne få arbejdsro, så de lavede planen om. Da det blev mørkt, og alle var gået til ro, listede de sig til at file hestens tøjr i passende stykker, som skulle bruges til at binde Ole med. En tyk egestok gemtes under smedens trøje, og Bettefanden bankede på sovekammervinduet og råbte med forvrænget stemme:

»Wolle, Wolle! Sover du, Wolle?«

Ole stod straks op og gjorde sig klar til at hjælpe de nødstedte. Manden havde sagt, at han var en pranger fra Holsten, som var væltet med sin vogn en fjerdingvej ude på heden og ikke kunne få vognen på ret køl uden hjælp. De fulgtes nu ad væk fra gården og med smeden listende bag efter. Da de var nået ½ fjerdingvej overfaldt røveren Ole og slog ham med kniplen på arme og ryg. Nu var de pludselig to om det. Ole styrtede om men kom dog op igen. Han blev overmandet og medens smeden holdt ham, bandt Bettefanden ham og truede ham med at bruge kniven, hvis han skreg. De havde dog ingen kniv, men smeden fandt nøglen til chatollet i Oles lomme, og de skyndte sig tilbage til gården for at tømme chatollet, medens Ole blev liggende forslået og bundet i lyngen.

Røverne fandt en økse og slog to chatoller i stykker for at finde gemmestederne med pengene. Der var dog kun 27 rigsdaler.

Heldigvis var der ikke sket noget med børnene og husholdersken, Else Pedersdatter. Efter 2 timer vovede Ole at råbe om hjælp, og langt om længe kom en karl og fik skåret rebene op og fik hjulpet Ole hjem.

Foruden pengene havde røverne taget noget tøj og en flaske brændevin.

Else fik en hyrdetøs sendt over til Kølvrå efter hjælp. To karle kom til undsætning, og på Oles heste red den ene til sognefogden i Haderup og den anden til Sunds. Sporene efter røverne førte dem til Karup Bro, men her mistede de dem.

Jeppe Aakjær fandt på Landsarkivet i Viborg de dokumenter, der afslørede forbrydelsernes omfang i årene 1837-44. I 1844 idømtes 79 personer fængselsstraffe, deraf 7 til kagstrygning samt livsvarigt tugthus, resten enten til stokhusslaveri i indtil 12 år eller større fængsels- og vand og brød-straffe.

Den værste af dem alle var en 58 tommer høj Ålborg-skomager, Lorenz Meier, med øgenavnet »Bettefanden«. Men det var ikke hans rigtige navn. Han hed i virkeligheden Johannes Jensen og boede i Stenild nordvest for Hobro, når han ikke lige var på røvertogt. Han var født i Vejerslev på Mors den 6. marts 1801 af rakkere.

Bettefanden

Bettefanden blev benådet i 1864, og vendte tilbage til konen Mette i fattighuset i Stenild. De sidste år ernærede han sig dels ved fattighjælp og dels ved fremstilling af husflidsgenstande i træ og blik, som han vandrede omkring i omegnen og solgte. Han blev dog aldrig taget til nåde, idet - han ikke ved sin død i 1870, blev begravet i indviet jord!

I 1898 overtog Hedeselskabet Gedhuset, som her havde planer om at påbegynde en tilplantning af det store hede areal. Hedeselskabet fik en aftale med fængselsvæsenet om, at fanger fra Horsens Straffeanstalt under frie forhold kunne medvirke ved tilplantningen. Idet mulighederne for fangeflugt var meget lille, da man ikke kunne skjule sig i det flade terræn som var uden et træ i miles omkreds.

De første år blev fangerne udelukkende brugt til at grave huller, så man senere kunne beplante heden med nåletræer - slutresultatet blev bl.a. den nuværende »Gedhus Plantage« ved Flyvestation Karup.

I 1940 blev det meste af jorden tilhørende Gedhus, inddraget af Den Tyske Værnemagt, idet man begyndte anlæggelsen af Flyvestation Karup, Og hvor Gedhuset lå, blev indgangen Gedhusvagten placeret. I dag er der oprettet et flymuseum på stedet, og der er stadig adgang til Karup Flyveplads igennem Gedhusvagten.

Kilder:

Tage Lier Hansens bog: Karup-fladen

Jeppe Aakjær: Randgloser til Steen Steensen Blichers noveller

Alfred Jeppesen: Fra Heden til Havet

Avisen Den Viborg-samler

Statens Arkivalier i Viborg

Uddrag fra dommen i Den store commisionssag 1836-1844