Folk sang med til Lilholts sange lørdag aften.

Sikken Karup Å-festival...

Godt vejr og god opbakning til årets Karup Å-festival

FESTIVAL - Det var folkeligt og fornøjeligt. Det gik helt efter planen.

Sådan siger Tom Petersen fra Lions i Karup efter fredagens og lørdagens Karup Å-festival på Hessellund Sø-camping.

Jørgen Tang Hansen fra Hessellund Sø-camping forventede på forhånd cirka 5000 mennesker til festivalen.

- Det er svært at sige, hvor mange mennesker, der var. Det var tæt på det antal, der plejer at være. Så måske lidt mindre. Men vi er godt tilfredse, siger Tom Petersen, der søndag var med til at rydde op på pladsen efter to gode dage med Kandis (fredag aften i teltet), Rasmus Bjerg, Birthe Kjær, Lis Sørensen og lørdag aften Lars Lilholt Band. Herudover var der marked, dog ikke søndag.

Og det gik fint i det gode vejr, hvor der også blev solgt godt med drikkevarer.

- Folk opførte sig generelt pænt, siger Tom Petersen.

Festivalen var i gang i gen efter to coronaår.

- Vi havde glædet os til at komme i gang igen, og det havde publikum også, fortæller Tom Petersen, der tilføjer, at det er alle aldre fra et stort område, der var blandt deltagerne.

- Man kan godt kalde det en slags familiefest, siger han.

Flere foreninger og andre lokale aktører stillede med frivillige.

Til gengæld får de del i overskuddet. Det gør Lions også.

- Hvor meget kan vi endnu ikke sige, fortalte Tom Petersen denne søndag, da Ugeavisen ringede ham op.

Pengene fra Lions går dels til humanitært arbejde og dels til uddeling til lokale foreninger.

Han er ikke i tvivl om, at der er brug for en festival i Karup.

- Det er med til skabe sammenhold i vores område, hvilket er vigtigt, siger han.