KØLVRÅ Jørgen Nordentoft Andersens fristed på adressen Vallerbækvej 62 er langt ude i naturen.

Ja, faktisk kan bilens GPS-navigations-system slet ikke finde adressen ved Uhre ikke så langt fra Kølvrå.

Man skal ned ad en lang grusvej, og når man er kommet frem til adressen, skal man videre forbi et elektrisk hegn og en stor græsmark med ammekøer og Karup Å, og for enden af marken er man fremme ved pavillonen og et par borde- og bænkesæt med udsigt til et grønt paradis.

- Her kan jeg sidde på bænken i mine egne tanker og nyde naturen, mens jeg hører sneppen, gøgen eller fasanerne. Der giver en dejlig ro, fortæller den 62-årige landmand Jørgen N. Andersen fra Thorning.

Stedet ved Vallerbækvej 62 er hans.

- Jeg købte den lille gård med 11 hektar i 2007 for at bruge det til naturoplevelser, jagt og fiskeri, fortæller Jørgen.

Han havde kigget på stedet længe. Det var lidt dyrt, syntes han, så han bød på det, og det gav gevinst.

På stedet havde der været en minizoo, og der blev efterfølgende brugt rigtig mange timer på at rydde op.

- Man kunne ikke se stuehuset. Det var groet til i skidt og møg, fortæller Jørgen N. Andersen.

Han har siden solgt huset. Han ville udelukkende bruge naturen.

Jørgen har en flok ammekøer på marken og tre kilometer af den snoede å, hvor der går laks. Han fisker af og til, ligesom han går på jagt. Det er ænder, fasaner, ræve og lidt råvildt, det handler om. Det er naturoplevelsen, der tæller ved jagt.

- Der er ikke noget bedre end at sidde her en aften, når mørket falder på, mens »mosekonen brygger« over området, siger Jørgen Nordentoft Andersen.

Det med naturen betyder således rigtig meget, og den er ikke blevet mindre efter han i 2010 mistede sin 20-årige søn, Simon, i en trafikulykke.

Simon Kjellerup Andersen blev kørt ned og dræbt af en lastbil, da han på sin cykel var på vej hjem fra Børnehuset i Thorning, hvor han arbejdede som pædagogmedhjælper.

Den dag væltede verden for Jørgen og Simons mor og Jørgens daværende hustru, Bettina.

- I tiden efter det skete, kørte jeg meget tit herud for at forsøge at tømme hovedet. Jeg kunne ikke være nogen steder, men her kunne jeg sætte mig og høre fuglene og ikke forholde mig til noget, siger Jørgen Nordentoft Andersen.

Året efter Simons død blev Bettina og Jørgen skilt. Sorgen efter at have mistet Simon ødelagde den sidste gnist i ægteskabet.

Jørgen bruger stadig meget sit fristed.

- Simon er med mig. Vi snakker også sammen - både her og på kirkegården.

- Han er i mine tanker, i sær når jeg lige møder en duft eller en ringetone på en mobil, som minder mig om Simons. Eller på mærkedage.

- Simon død er aldrig noget, jeg kommer over. Det skal jeg heller ikke. Når man har elsket, så kommer man også til at savne, siger han.

Tidligere handlede det meget mere om at tjene penge for Jørgen, der også har bolig, have og 80 hektar ved Thorning.

- Men jeg ville jo have givet det hele væk og mere til, hvis bare jeg kunne få Simon igen, siger han.

Jørgen er kommet videre. Det er ikke sorg det hele. I dag kan han også godt glædes. Men det at miste Simon har ændret hans liv.

- I dag lever jeg et roligt liv. Jeg har fået mig en kæreste, Dorthe, og sammen har vi tre plejebørn, som vi passer, siger Jørgen.

Han har også Simons storebror, Robert, og børnebørn. Og Dorthes børn, der har taget godt i mod Jørgen.

Han er med i menighedsrådet i Thorning, selv om han ikke er specielt troende. Det har han det godt med. Det giver ham ro og tryghed.

Af og til har han børnene eller vennerne med til fristedet på Vallerbækvej.

Han har opsat en anordning, så man også kan skyde lerduer på stedet. Bænkesættet kan så benyttes, når frokosten skal nydes.

Jørgen Nordentoft har ikke tænkt sig at give slip på sit fristed, mens han lever.

- Min plan er at hygge mig så meget jeg kan, med det her. Og så håber jeg, at min søn eller andre i familien vil overtage den unikke perle på et tidspunkt, siger han.