Tovholder Jesper Kjelgaard fortæller, at byfesten i Karup-Kølvrå bliver en uge med sport og underholdning samt fest i weekenden.
Karup-Kølvrå glæder sig til byfest
Byfesten i Karup-Kølvrå er stor i år - mange har budt ind med aktiviteter
Tovholder Jesper Kjelgaard fortæller, at byfesten i Karup-Kølvrå bliver en uge med sport og underholdning samt fest i weekenden.
Byfesten i Karup-Kølvrå er stor i år - mange har budt ind med aktiviteter
29. juli 2022, 15.21
BYFESTEN Der er stadig et stykke tid til. Og dog.
Programmet er for længst på plads, og allerede fredag den 19. august går det så småt løs med byfesten i Karup-Kølvrå.
Det sker med et pool-party i friluftsbadet i Kølvrå. Herefter fortsætter løjerne fra tirsdag den 23. august til og med søndag den 28. august.
Formanden for Karup Kølvrå Idrætsklub (KKIK) og leder af byfestudvalget, Jesper Kjelgaard, fortæller, at planlægningen har stået på i et års tid.
- Det er jo vores svar på de sports- og byfester, man ser rundt omkring i landet. Byfesten starter først på ugen med idrætsaktiviteter og underholdning, og fredag og lørdag er der fest på byfestpladsen ved skolen i Karup, fortæller Jesper Kjelgaard.
Sidste år var der også byfest. I 2020 blev den aflyst på grund af corona. I år glæder man sig til at give den gas.
- Programmet er stort i år. Der er endnu flere, der har budt ind med aktiviteter, og dem har vi gjort plads til, siger han.
Viborg Kommune er i gang med at lave et projekt sammen med Karup og Kølvrå, der skal øge sammenhængskraften i de to byer.
- Projektet skal få Karup og Kølvrå til at hænge bedre sammen, så Kølvrå er blevet mere synlige ved byfesten, fortæller han.
Fodbold, friluftsbadet og kulturhuset i Kølvrå er med. Og flere andre.
- Vi har forsøgt at få så mange foreninger fra de to byer med om lørdagen, så det ikke kun er KKIK, siger han.
Byfesten har været holdt i sin nuværende form i rundt regnet 15 år, og formålet med den er at øge sammenholdet, og at give et økonomisk overskud til foreningerne.
Der er masser af programpunkter. Jesper Kjelgaard fremhæver blandt andet grisefesten med live-underholdning af den lokale Rene Franz som et af højdepunkterne.
Herudover laver Karup Skole om lørdagen en skoledag med forskellige aktiviteter. Der forventes over 300 børn fra skolen.
Traditionen tro bliver »årets ildsjæl« i Karup-Kølvrå hædret. Der er deadline for indstillinger den 20. august.