KARUP I anledning af, at den gamle skole på Åvej 6 fylder 150 år, havde Karup Egnsarkiv planlagt en stor udstilling om Karup Skole. Udstillingen skulle have været åbnet på biblioteket torsdag den 6. januar.
Men nu er udstillingen udskudt på ubestemt tid på grund af øget smitterisiko.
Udstillingen omfattede bl.a. en masse gamle skolebilleder. Der var desuden gamle skoleremedier og rekvisitter, som det var lykkedes at låne forskellige steder. Derudover var der mange tegninger og kopier, som fortalte om skolen, som den var engang. Ligesom der var gamle undervisningsbøger i form af abc’er og andre læsebøger, atlas, bibelhistorie, stilehæfter o.a. før computerens tid.
Borgmester Ulrik Wilbek havde i øvrigt meldt sin ankomst, men han meldte afbud på grund af coronasituationen. Desuden har biblioteket aflyst alle arrangementer i den kommende tid.
Ud fra tidligere oplysninger er arkivet i god tro gået ud fra, at skolen blev indviet Helligtrekongers Dag, den 6. januar, men efterfølgende har det imidlertid vist sig, at den helt rigtige dato er den 4. januar.
Oplysningen er fundet i kirkebogen, hvor indvielsen er nævnt i forbindelse med dåben af lærer Søndbergs datter.