KARUP Fra den 2. oktober overtager det hollandske flyselskab, AIS Airlines, flyvningerne mellem Karup og København med mindre fly, end der plejer at flyve på ruten.
Flyselskabet DAT, der stoppede flyvningerne på ruten fredag, fløj med et ATR-42 fly med 46 sæder; AIS Airlines planlægger at bruge Jetstream 32-fly med en kapacitet på 19 passagerer.
En af de passagerer, der benytter sig af ruten, er Preben Gammeljord Nielsen fra Sørvad, der arbejder som kontorchef i Skattestyrelsen. Han tager flyveren fra Karup til København, når han skal til møder i København cirka en eller to gange om måneden.
Han er glad for, at han kan halvere transporttiden med fly i forhold til med bil.
Han forventer imidlertid, at han nu skal ud i rigtig god tid for at sikre sig en plads på morgenflyveren fra Karup. Og hjem igen om aftenen.
- Da jeg fløj med DAT, var der ikke under 30-40 passagerer. Så når det nu er 19 personers fly, der bliver sat ind, så tænker jeg, at der bliver kamp om pladserne, forudser Preben Gammeljord Nielsen.
Når der er kamp om pladserne, skal man alt andet lige være tidligt ude for at bestille plads. Og møderne er ikke altid planlagt så lang tid ud i fremtiden.
Derudover afventer Preben Gammeljord Nielsen også, hvad priserne bliver med den nye flyoperatør. Det har nemlig også stor betydning for hans valg af transportmiddel fremover.
Kamp om at komme med
Formanden for Midtjyllands Lufthavn, Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V), erkender, at man skal være tidligt ude for at få plads på visse afgange. Han tror ikke, det bliver noget problem at fylde flyene. Tværtimod bliver det en kamp at komme med om morgenen.
- Jeg synes jo, at det er uforståeligt og ærgerligt, at DAT ikke fortsætter og giver det en chance. Den seneste tid har interessen for at flyve været stor. Jeg var selv med torsdag i sidste uge, og der var fyldt helt op både ud og hjem, siger Ulrik Wilbek.
Lufthavnsformanden fortæller, at man først efter sommerferien fik at vide, at DAT ikke var klar til at fortsætte på grund af økonomien i ruten.
- Det betød, at vi havde under en måned til at finde en ny operatør. Og AIS Airlines var den eneste operatør, der havde ledige fly og personale, der kunne flyve fra den 2. oktober. Vi skulle jo sørge for at holde ruten i gang uden for lang pause, siger Ulrik Wilbek. Han fortæller, at lufthavnsledelsen vil forsøge at løse udfordringen med de få pasagersæder.
- Vi vil ikke afvise, at vi indenfor en overskuelig fremtid vil forsøge at få hjælp af en operatør med større fly på den travle morgenafgang og hjem igen om aftenen, siger han.
I dag er der 18 medarbejdere i lufthavnen. De skal bruge noget af tiden frem mod den 2. oktober på at flytte rundt på ting og forberede den nye operatørs ankomst.
Det er lufthavnschefen Jakob Kronborgs opgave at se på medarbejder-situationen. Ulrik Wilbek forventer ikke, at der nu og her bliver skåret ned på antallet af medarbejdere.
- Der er skåret betragteligt ned på antallet af medarbejdere. Og fremover er der fire daglige rotationer i stedet for tre, så jeg kan ikke forestille mig, at man skærer ned på nuværende tidspunkt, siger Ulrik Wilbek.
Formanden for lufthavnen i Karup, Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V), fortæller, at man vil se på, om der kan sættes større fly ind på de travle afgange. Her er han sammen med lufthavnens næstformand, Hernings borgmester, Dorte West (V). Foto: Morten Hallstrøm