KARUP Bogen var egentlig tilegnet Knud Gaarn-Larsens kone, børn og børnebørn, men han har trykt lidt ekstra af selvbiografien »Et jævnt og muntert virksomt liv på jord - som jeg husker det, som udkommer inden sommerferien.

Den tidligere redaktør i Karup skriver i forbindelse med bogen: Jeg har i flere år puslet med tanken om at skrive historier om mit liv. Noget af det første var om min storebroder Jørgens bedrifter.

Jeg så meget op til ham og var betaget af hans evne til at lave krudt. Da jeg luftede det for ham og – ikke mindst hans kone – så delte de mildt sagt ikke min opfattelse. Nu er de begge døde, og så vover jeg pelsen.

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt iderig som barn, når det gjaldt om at lave kunster. Det var mine brødre, der var noget ældre meget bedre til. Der gik en historie om at en af de »Københavnerdrenge«, der kom i sommerferien, og boede hos landmænd i byen, havde stjålet en tier af mors husholdningspenge. Det var nærmest en formue. Drengen blev lokket ned i krybekælderen og ind i kælderrummet.

Her havde vi gravet en rende på tværs, så rummet blev delt i to. Renden havde et spadestiks dybde. Nu blev ferie-drengen på et bræt ført over denne rende, som i mørket blev gjort til en afgrund, som man kun kunne komme over, hvis man havde et bræt, og da han var kommet over, blev brættet trukket væk, så der på hans side kun var det bare lergulv og de rå vægge. Der gik ikke lang tid, før de forsvundne penge blev fundet igen.

Det var min opgave at fodre Sofus. En dag var mine forældre på tur, og Momse var hjemme, må Momse have haft en fornemmelse af at Sofus ikke havde fået hvad den skulle have, så hun gik ud for at fodre. Uden for stien stod der to poser. En med grotning (malet bygkorn) og en med cement. Det kunne godt minde om hinanden, så Sofus fik en gang mælk, og oven i det en ordentlig foderske med det hun troede var mel, men faktisk var cement!

Da jeg kom for at fodre, så jeg at der sammen med mælk, lå en ordentlig skovlfuld cement i truget! Momse blev straks opsøgt og forlagt katastrofen. Til daglig var Momse frisør i København. Egen salon med flere ansatte. Landbrug var ikke hendes spidskompetence.

I hast blev dyrlægen kontaktet. Han har nok moret sig noget, men han holdt masken, og anbefalede, at kræet skulle have tre spiseskeer amerikansk olie, så skulle den nok klare sig.

Det var et kosteligt syn at se den fine dame sidde i svinestien med en halvstor gris i favnen, og forsøge at håndtere en flaske amerikansk olie og en spiseske til en noget modvillig gris. Sofus overlevede sommeren, og blev rigtig stor og flot.

VILLY SMED

Langs med det store vinduesparti ud mod vejen var der en lang filebænk med et par skruetvinger og diverse værktøj. Her blev savet, hamret skruet og regeret.

Jeg husker en gang, hvor jeg stod med et stykke jern ved en skruestik, og bankede på det. Pludselig fik jeg slået, så jernet fløj af sted ret gennem vinduet.

Villy så på mig med en streng mine, og jeg lovede selvfølgelig at erstatte skaden.

Det behøvede jeg ikke, sagde han, jeg skulle blot fortælle det til min far.

Det har jeg aldrig gjort, og det har naget mig lige siden! Den der laver en fejl uden at rette den, begår to fejl. Det måtte jeg sande, og nu er det for sent.

Hjemmelavet krudt

Blandt Jørgens mange talenter var, at han kunne lave krudt. Der skulle bruges salpeter, svovl og trækul. Han fandt hurtigt ud af, at det blev stedse vanskeligere at få fat i de rigtige råvarer jo nærmere vi kom nytår, så han købte fra tid til anden de forskellige ingredienser, på et apotek i Horsens om sommeren, hvor ingen anede uråd. En af de ting han købte, var vandtæt lunte. Han havde en fin rulle af det.

Nede i spisekammeret i køkkenet i kælderen lavede han forsøg. Det skete, at jeg fik lov at være med.

Han havde en morter, hvor tingene blev blandet og stødt. Så tog han en kontravægt-plade fra elevatoren, og lagde den på bordet, og forsigtigt blev en teske af blandingen lagt på pladen i en cirka ti centimeter lang pølse, der blev antændt. Sagde det, mens ilden åd sig gennem blandingen og en fed røg rejste sig.

»Ikke godt nok«, mumlede alkymisten, og blandede lidt mere. Nyt forsøg, hvor forbrændingen gik noget hurtigere. Han var altså på vej i den rigtige retning.

Efter nogle forsøg, sagde det »FUF«, når en tændstik nærmede sig.

Så var han tilfreds.

Nu tog han så nogle af fars afskudte jagt patroner. De blev stille fyldt med krudt, og forsigtigt blev stampet til med en pind, der passede ned i patronen. Så tog han et stykke lunte. Han havde også her omhyggeligt lavet forsøg. Han klippede en stump af. Så tændte han, og stod og talte – en – to – tre – fire til det pludselig sagde fuf i den anden ende. Så vidste han hvor længe der ville gå, fra han tændte, til kanonslaget sprang. Nu blev der lavet en en cm bred strimmel af avispapir, som blev rullet rundt om lunten, så det hele passede ned i patronen med krudt. Igen blev det hele presset sammen. For at få den rigtige knaldeffekt, bandt han et stykke sejlgarn til en radiator, og så lavede han et dobbelt halsstik, og trak til om lunte og avispapir.

Det var kraftige sager! Så kunne vi også bruge vores viden fra FDF, hvor vi lærte forskellige knob.

Karakterbog

Jeg kan ikke huske, hvornår vi begyndte af få karakterbog med hjem. En fin lille bog i stift bind. Indholdet stod i mit tilfælde ikke mål med omslaget. Det var som regel en trist affære. Skalaen gik fra slet, mådeligt, temmelig godt, godt, meget godt til udmærket godt, og så var der plus eller minus bag, undtagen ved ug – her kunne man ikke få plus efter.

Der var også plads til, at lærerne kunne skrive en kommentar.

Snakker for meget. Aldrig forberedt, eller hvad de nu kunne finde på at brokke sig over. Disse herligheder skulle man så have med hjem til en kammeratlig samtale hjemme, og en underskrift, så de på skolen kunne se, at den havde været en tur hjemme.

Jeg har hørt om kammerater, der er blevet belønnet for gode karakterer eller blot fremgang. Det er ikke noget, jeg er blevet rig af.

Donau Festival

På et tidspunkt fik folkedanserne en invitation til at deltage i en kulturfestlighed

Donau Festival, der blev holdt med tre års mellemrum, tror jeg. Karen og jeg dansede begge folkedans dengang, så det var oplagt at tage med. Palmehaveorkesteret, hvor mange af medlemmerne kom fra Karup, blev også inviteret med. Så kunne vi fylde en stor bus, og så blev turen billigere for den enkelte. Jeg kunne bruge mine erfaringer fra tidligere besøg, så jeg kunne være guide og chauffør. I Ungarn var det fint at have egen bus, så vi kunne komme lidt rundt.

Redaktør på avisen

Efter en tid blev jeg opsøgt af en ældre herre i Karup, der ville vide, om jeg ikke snart ville bringe billeder af nøgne piger igen. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne komme hjem til ham og tage et billede af hans nøgne kone, som jeg så kunne bringe. Han fnyste lidt. Så spurgte jeg ham, om han ikke havde en ung smuk datter, som jeg kunne tage et billede af – det ville nok også være meget bedre. Nu fnyste han noget mere, og jeg kunne fortælle ham, at hvis vi ikke kunne finde en lokal pige, som ville stille op, og som jeg kunne få lov at tage et nøgenbillede af, så kom sådan et billede ikke i Ugeavisen i den tid, jeg skulle være redaktør. Der kom aldrig flere henvendelser om det.