Der er byfest i Skelhøje i den kommende weekend.

Skelhøje fester

Der er lagt op til et brag af en byfest i Skelhøje i den kommende weekend

BYFEST - Byfesten sidste år har virkeligt givet blod på tanden, for opbakningen sidste år var kæmpestor, og flere nye frivillige er kommet med til at stablet et solidt program på benene, som vi i den grad glæder os til at præsentere, siger formanden for Skelhøje Borgerforening Eva Gejl.

Festlighederne begynder allerede fredag aften, hvor der blandt andet er børne-disko og hoppeborg. Senere på aftenen er der underholdning i teltet med duoen »kort og godt«.

Lørdag får man besøg af MuCirkus med Michael Back. MuCirkus afholdes i samarbejde med Kulturelt Samråd.

Hele lørdagen er der masser af muligheder for både børn og voksne at hygge sig.

Eva Gejl nævner i flæng fællessang, tombola og bagagerumsmarkedet. Om aftenen spiller »Bedst af 3« op til dans. Er man sulten, så bydes på helstegt pattegris og fadøl.

- Der er stablet en Landsbydyst på benene, hvor der i år dystes i små fodboldkampe iført dumberballs, fortæller Eva Gejl, og hun fortæller, at byfesten traditionen tro afsluttes med gudstjeneste, sildemadder og udtrækning af nittegevinster søndag formiddag.

- Vi håber godt vejr, højt humør og stor opbakning til arrangementet, slutter Eva Gejl.