Tandlæge Jørn Borup har været tandlæge i 50 år, og langt de fleste i Karup og Frederiks. Nu stopper han, mens legen er god. Foto: Morten Hallstrøm

Efter 50 år som tandlæge: På et tidspunkt skal man jo stoppe

Det er vanskeligt at stoppe med tandlæge-jobbet, der har fyldt meget en stor del af livet, erkender 75-årige Jørn Borup fra tandlægeklinikken »Smil med Østergaard« i Frederiks

AFSKEDSRECEPTION 75-årige Jørn Borup fra Høgild er på vej mod pension efter 50 år som tandlæge.

Den 30. juni er der afskedsreception på hans arbejdsplads, tandlægeklinikken »Smil med Østergaard« i Frederiks.

- På et eller andet tidspunkt skal man stoppe, og man skal helst gøre det, mens man stadig er rolig på hånden, smiler Jørn Borup.

Han har elsket sit fag i alle de 50 år, han har været i gang.

Det var lidt af en tilfældighed, at det var tandlæge, han skulle blive.

- Jeg havde egentlig tænkt mig at blive læge, men alle læger døde af blodpropper dengang, så jeg fandt ud af, at jeg hellere ville være tandlæge - det var jo også en medicinsk uddannelse, man havde med mennesker at gøre, og samtidig var der nogenlunde normale arbejdstider, fortæller Jørn Borup.

Han er fra Hobro og lærte sin hustru, Mette Reinholdt, at kende på tændlægehøjskolen i Aarhus. Siden har de fulgtes ad privat - men også i størstedelen af deres professionelle liv.

Først var han hos tandlægen i Hadsund. Dernæst var han værnepligtig, inden turen nåede Randers.

I Skive var de også et smut forbi børnetandplejen, og mens Mette fortsatte et par år mere i Skive, tog Jørn i 1976 til Karup, hvor han blev ansat hos tandlæge Ole Janum.

Da han havde været der i et år og tre måneder købte han halvdelen af klinikken. De kørte parløb i 12,5 år, men i 1990 skiltes de ad.

Flyttede til Bredgade

Mette og Jørn tog deres del af kundekartoteket under armen og åbnede klinik på Bredgade i Karup.

I 2015 solgte de til klinikken »Smil med Østergaard«, og Jørn fortsatte som almindelig ansat, hvilket ikke var særlig svært.

Han har blandt andet været med i kredsbestyrelsen i tandlægeforeningen i en årrække og kender til alverdens konflikter, som han er blevet klog af.

- Når man har solgt sin forretning, så skal man lade være med at blande sig i den nye ledelse og dens dispositioner, siger han. Den 10. maj sidste år flyttede klinikken i Karup til Frederiks i nye moderne lokaler på Jernbanegade. Her er der i dag fire tandlæger.

Jørn Borup kan fortælle om en stor udvikling i tandlægefaget, siden han startede. Det der har rykket mest er, at man er gået fra sølv til plast, når der skulle laves huller. I starten var det hele sølv, og først i 1985-90 kom der et nogenlunde fint alternativ.

- I dag har jeg patienter, der går med plastfyldninger fra 1992, som stadig fungerer. Plast i dag holder længere, ser pænere ud og er nemmere at håndtere. I dag er der ingen, der efterspørger sølvfyldninger. Det er kun os tandlæger, der synes at en sølvfyldning kan være flot, smiler Jørn Borup.

Da Jørn var selvstændig, arbejdede han ofte over 50 timer om ugen. I dag arbejder han 23 timer - nemlig mandag, tirsdag og onsdag. Resten af tiden er han deltidslandmand på gården i Høgild, som han og Mette har haft i 25 år.

Efter 46 år som tandlæge i Karup og Frederiks kender han mange af de lokale. Han har haft de samme familier i flere generationer i tandlægestolen.

- Det er en fornøjelse at gå på arbejde, når man kender folk så godt, og jeg kan også godt lide at arbejde med mine hænder, siger han.

Det bliver vemodigt at skulle stoppe.

- Jeg ved ikke, om det er noget jeg ser frem til. Det er vanskeligt at slippe noget, der har været en stor del af mit liv i så mange år, siger han.

Mette er gået på pension, og har også masser at se til. Jørn Borup sidder i bestyrelsen i lokalhistorisk forening i Karup, og han har overvejet at lave en beskrivelse af tandlægeplejens historie i Karup.

En gang var der således også klinik i Østergade i Karup. Tandlægen hed Momsen.

I dag er der ingen tandlægeklinikker tilbage i Karup. Det er lidt træls, mener Jørn Borup.

Til ægteparrets landbrug i Høgild er der 11 hektar skov, som han selv har plantet. Herudover går han og Mette mange ture ved Dollerup, ligesom fiskeri og jagt er hans store hobby.

Endelig har han to børn og et par børnebørn i Hvidovre og Vanløse, som han regner med også vil tage en del af hans tid.

Sidste år overtog »Smil med Østergaard« med klinik i Karup, Roslev og Skive Martin Qvist Olesens klinik i Frederiks, som man der forenede med Karup-klinikken i nyopførte lokaler. Jørn Borup fulgte med til Frederiks. Foto: Morten Hallstrøm