14. september 2023, 10.43
KARUP Midtjyllands Lufthavn får for øjeblikket en del spørgsmål fra folk, efter at de hollandske flyselskab AIS Airlines har meldt deres ankomst til lufthavnen. Fra den 2. oktober overtager flyselskabet ruten Karup-København - tre uger efter flyselskabet DAT stoppede.
- Det vi hører fra folk er, at de er glade for, at der fortsat kan flyves på ruten, og så er der andre, der er bekymret for billetprisen, fortæller lufthavnschef Jakob Kronborg.
Forleden kunne vi her i avisen fortælle om passageren, 63-årige Finn Morsing fra Hodsager, der fortalte, at han skulle betale 4000 kroner for en returbillet mod 1200-1400 kroner tidligere, da DAT fløj. Han synes 4000 kroner er for meget.
Til den gode side
Jakob Kronborg fortæller, at lufthavnsledelsen har gjort hollænderne opmærksomme op, at man også synes, at billetpriserne er til den gode side.
- Prisen på en billet er ikke noget, vi kan bestemme. Vi kan give nogle anbefalinger til, hvad der er realistisk at sælge billetterne til. Det har vi haft møder med dem om, og de har forståelse for det, siger Jakob Kronborg. Lufthavnen har anbefalet, at der laves en bredere prisstruktur afhængig af dag og tidspunkt på dagen, så man kan ramme en bredere målgruppe.
Flyselskabet har foreløbig lagt nogle få priser ind på bestillingssiden, som man endnu ikke helt kan regne med.
Jakob Kronborg tør ikke sige, hvad pris-niveauet lander på, og hvornår det går i orden.
Lufthavnsformand, Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V), fortæller, at priserne nok vil stige en smule i forhold til tiden med DAT, da flyene er mindre.
- Hvis flyselskabet skal have det til at hænge sammen med 19 passagerer per fly, så bliver de nødt til at have en vis pris for det, siger han.