ILDSJÆL Under overskriften »Landdistrikternes Ildsjæle sætter fut i lokalområderne« opfordrer udvalget og VibLand alle til at indstille kandidater til prisen, der overrækkes ved landdistriktskonferencen den 27. april 2023.
Formålet med prisen er at anerkende og hylde personer, som gør en særlig forskel for deres lokalområde og de mennesker, der bor der. Ud over æren, modtager prisvinderen en præmie på 5.000 kr. og et stykke kunsthåndværk fra en lokal kunstner.
Formand for Landdistriktsudvalget, Kim Dongsgaard, siger om baggrunden for prisuddelingen:
- Udvikling og trivsel i vores lokalområder løftes i særlig høj grad af de mange ildsjæle, som på forskellig vis gør en positiv forskel gennem deres store engagement. Det fortjener opmærksomhed, og vi opfordrer derfor alle til at indstille den eller de personer, som de synes skal have en chance for at blive nomineret og vinde prisen.
Michael Højbjerg, formand for Viborg Landsbysammenslutning, supplerer:
- Vi glæder os hvert år til at se et stærkt felt af kandidater til prisen og den mangfoldighed af indsatser, de bidrager med i deres lokalområder, som også kan være til inspiration for andre.
Man kan indstille enkeltpersoner eller grupper, der gør en positiv forskel for borgene i et af Viborg Kommunes lokalområder udenfor Viborg og Bjerringbro. Det kan være i en forening, en privatperson eller en frivillig. Og hvis man yder en særlig indsats på jobbet, som rækker ud over, hvad man kan forvente, er det også muligt at komme i betragtning.
Eksempler på kandidater kan være: Formanden for borgerforeningen, købmanden, de grønne pedeller, halinspektøren, spejderne, bestyrelsen for forsamlingshuset eller skolelederen.
Senest mandag den 20. marts 2023 kan alle indstille kandidater til prisen på viborger.dk ved at udfylde et skema og skrive en begrundet indstilling.
Den endelige vinder kåres til årets landdistriktskonference den 27. april, som holdes i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.